Her er der høj risiko for smitte med abekopper

SSI vurderer, at der er høj risiko for smittespredning med abekopper blandt alle med flere sexpartnere

Offentliggjort Sidst opdateret

I en ny risikovurdering for udviklingen af smitte med abekopper skriver Statens Serum Institut (SSI), at der for alle grupper med mange seksualpartnere er høj til meget høj risiko for, at abekopper spredes yderligere.

Blandt mænd, der har sex med mænd og har flere partnere, er risikoen for smittespredning meget høj.

Sandsynligheden vurderes også at være høj for andre grupper med mange seksuelle kontakter, lyder det.

Konsekvensen af smitte vurderes dog at være lav for alle grupper, lyder det i den nye risikovurdering.

Tiltagende smittespredning

- Siden den første risikovurdering, som SSI udarbejdede d. 24. maj 2022, har der været tiltagende smittespredning med abekopper både internationalt og nationalt, skriver SSI.

Dengang blev risikoen for samfundssmitte i Danmark vurderet til at være lav eller meget lav.

I Danmark har der ifølge instituttet indtil den 8. august været omkring 35 procent flere tilfælde af abekopper om ugen.

126 har været smittet

Ifølge de seneste tal fra Statens Serum Institut har 126 personer i Danmark været smittet med abekopper siden det første tilfælde i Danmark den 23. maj.

SSI skriver i vurderingen, at det skal bemærkes, at den er forbundet med en vis usikkerhed.

- Der mangler fortsat viden om eventuelle andre smitteveje og om omfanget af ikkeerkendte tilfælde, skriver SSI.

- Antallet af nye tilfælde vurderes at kunne begrænses væsentligt med forebyggende tiltag så som vaccination af særligt udsatte grupper og øget fokus på hygiejne i miljøer, hvor der er tæt kontakt i forbindelse med seksuel aktivitet.

FAKTA: ABEKOPPER VARER NORMALT IMELLEM TO OG FIRE UGER

Her kan du læse mere om virusset:

* Abekopper er en virussygdom, der blandt andet kan give feber, hævede lymfeknuder og udslæt med hvide blærer.

* Sygdommen varer normalt to til fire uger og går i de fleste tilfælde over af sig selv. Langt de fleste patienter forventes at komme sig helt.

* Abekopper smitter mellem mennesker ved nær kontakt, typisk mellem personer der bor sammen.

* Smitte kan ske fra luftveje eller tæt kontakt med kropsvæsker enten direkte eller indirekte ved for eksempel at sove i det samme sengetøj.

* Man kan først smitte andre med abekopper, når man selv har symptomer.

* Sundhedsmyndighederne er ikke bekymrede for, at smitten i Danmark bliver udbredt. En tidligere risikovurdering viser, at der er lav eller meget lav risiko for samfundssmitte i Danmark.

* Sygdommen har været kendt i Afrika i mange år, men ses kun meget sjældent i Europa.

* Der er to stammer af abekoppevirus - en vestafrikansk og en congolesisk/centralafrikansk.

* Den vestafrikanske stamme har en dødelighed på under en procent, mens det for den anden stamme er over ti procent ifølge Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC).

* Den forventede dødelighed kan ikke overføres til Europa, vurderer SSI.

* I det nuværende udbrud har der været over 14.000 tilfælde af abekopper fordelt på 71 lande, oplyser Verdenssundhedsorganisationen (WHO).

* I Danmark er der indberettet 81 tilfælde med abekopper - her af har 27 været ude at rejse kort før, at de blev syge. Det første tilfælde i Danmark blev påvist 23. maj.

Kilde: Reuters, dpa, Sundhedsministeriet, SSI, Sundhedsstyrelsen, WHO.
Powered by Labrador CMS