Her er de typiske pasfejl
Hvert år løber Københavns Politi ind i de samme "pas-problemer", fordi folk ikke har styr på pas og regler
Har du styr på passet inden rejsen?
Der er nemlig et par typiske fejl, som flere danskere begår. Og nu advarer Københavns Politi mod dem.
- Vi oplever desværre rejsende, der ikke er opmærksomme på kravene til et gyldigt pas, eller som ikke har tjekket deres pas de seneste år og derfor møder op i lufthavnen med et udløbet pas. Det skaber aldrig den ønskede feriestemning, siger politikommissær Flemming Kim Lundberg.
Er man kommet afsted uden gyldigt pas, kan man få enten midlertidigt pas eller pasforlængelse mod et gebyr.
Det betyder dog ikke, at passet dermed svarer til et almindeligt pas.
Der er nemlig destinationer samt flyselskaber, hvor passet ikke må udløbe inden for seks måneder, før de betragter det som gyldigt.
Politiet kan således ikke altid hjælpe, hvis uheldet er ude.
- Vi gør vores bedste for at hjælpe, men vi kan desværre ikke love hurtig ekspedition, hvis der er travlt. Jeg opfordrer derfor alle til at tjekke deres pas en ekstra gang, for det er virkelig ærgerligt ikke at kunne komme afsted på grund af et udløbet pas, siger politikommissæren.