Her bliver det lunest
Det bliver i det hele taget en pæn dag, lyder meldingen
Onsdag morgen starter vi med sol de fleste steder. I løbet af dagen popper der lidt flere skyer op på himlen især i de vestlige egne, lyder vejrmeldingen fra DMI.
- Jeg forventer ikke, der skal komme noget regn ud af de her skyer. Og til aften, der tynder det lidt ud i skydækket igen. Så der kommer noget mere sol til aften, siger Trine Pedersen, vagthavende meteorolog hos DMI.
Køligt
Det vil stadig være lidt kølige forårstemperaturer med otte til 13 grader, og hvis man skal lede efter de 13 grader bliver det i den østlige del af Jylland, og i det hele taget den østlige del af landet og på de østvendte kyster.
Det hænger sammen med, at der er vestenvind, og det blæser koldt ude fra Nordsøen, lyder meldingen.
Ned under frysepunktet
Det holder tørt, og er i det hele taget en pæn dag. Man får solen at se, der er bare lidt skyer blandet i det.
- Til aften, sol, og i nat er der rimelig klart, og der er ikke ret meget vind i nat. Så det kunne faktisk godt snige sig ned under frysepunktet inde i landsdelene, især i Jylland kan det sådan lige komme ned på en grads frost, og ud på natten kan der også dannes lidt tågebanker rundt omkring, siger Trine Pedersen.