Hentede camper til 740.000 og forsvandt
En mand vendte aldrig tilbage med den autocamper, som han havde lejet af Helle Christensen
- Jeg koger indvendig. Jeg er simpelthen så gal.
Det fortæller Helle Christensen, der har været udsat for det, som hun selv mener er tyveri.
I begyndelsen af april kom en mand for at hente den autocamper, som han havde lejet i en uge. Han fortalte, at det var en overraskelse til hans kone og børn.
Men manden vendte aldrig tilbage for at aflevere autocamperen.
- Det er frustrerende, at det kan ske. Jeg er så frustreret. Jeg føler mig magtesløs, fortæller 57-årige Helle Christensen, der bor i Ringkøbing, til Newsbreak.dk.
-Vi er sådan nogle "dumme vestjyder"
Da manden dukkede op for at hente autocamperen, fik Helle Christensen stukket en kuvert med 12.000 kroner i kontanter - hvoraf de 5000 kroner var et depositum - i hånden.
- Han virkede ganske normal, fortæller hun.
Alligevel havde både Helle Christensen og hendes mand en dårlig mavefornemmelse. Og den skulle altså vise sig at holde stik.
Parret havde ellers fået en kopi af mandens identifikationskort, så de troede egentlig ikke, at der var grund til bekymring.
- Vi er sådan nogle "dumme vestjyder", der tror på folk, lyder det ironisk fra ejeren af autocamperen.
Efterforskes som sag om underslæb
Da Helle Christensen ringede til manden dagen før afleveringsdatoen, gik opkaldet direkte til telefonsvareren.
På det tidspunkt var hun sikker på, at den var gal.
Politiet efterforsker nu sagen som en sag om underslæb. Og Helle Christensen har efterlyst deres store køretøj i en gruppe på Facebook.
Hvis parret aldrig får autocamperen tilbage igen, vil de lide et stort økonomisk tab. De har nemlig givet 740.000 kroner for køretøjet.
- Vi har fået stjålet trekvart million, lyder det.
Ødelægger kunders ferieplaner
Det er ikke kun Helle Christensen og hendes mand, som det går ud over.
- Jeg er led ved, at jeg skal ringe rundt til syv kunder og ødelægge deres sommerferieplaner, fortæller hun.
Parret har to andre autocampere, som de ligeledes lejer ud.
Og nu overvejer de at få sat en tracker på dem, så de i tilfælde af tyveri har nemmere ved at finde ud af, hvor de befinder sig.