Hårdt ramt af corona
Det er ikke kun julefrokosterne og byturene, der er blevet aflyst af de nye coronarestriktioner i nattelivet. Det er køreturene hjem også, og det rammer taxa-branchen hårdt
Citathistorie: TV2 Østjylland.
December er normalt den helt store måned for taxa-branchen, men allerede natten til i lørdag stod det meget klart for vognmand Benny Friis hos Hornslet Taxa, at vi nu igen står i en nedlukning.
- Jeg troede lige, at vi var ovre det, og at vi skulle til at køre nogenlunde normalt. Så ender vi ude i det samme igen, siger Benny Friis til TV2 Østjylland.
Han er en af dem, der plejer at sørge for, at vi alle kommer sikkert hjem fra decembers sene fester og julefrokoster, der for manges vedkommende nu er aflyst på grund af de nye restriktioner, der trådte i kraft fredag.
Ifølge Dantaxa mistede vognmændene 85 procent af deres omsætning i nattetimerne under sidste nedlukning af nattelivet. De forventer samme nedgang med de nu genindførte restriktioner.
-Noget af det værste
Benny Friis mener at kunne opretholde kørslen i hverdagene, men godt er det ikke.
- Det er noget af det allerværste, vi har været igennem, lyder det fra den skuffede vognmand.
Ifølge Dansk Persontransport kan vognmændene regne med kompensation, hvis de mister minimum 30 procent af omsætningen.
Men det kommer uundgåeligt til at gøre ondt igen.
Fredag aften havde Benny Friis en chauffør ude på den første aften med de nye restriktioner.
Efter at have kørt fra kl. 14 til da der ikke var flere i byen i Aarhus kl. 01, havde han tjent 500 kroner ind.
Meget lille indkomst
Dem skal chaufføren dele med Benny Friis, og så tager SKAT også en bid.
Tilbage er altså en meget lille indkomst set i forhold til, hvad chaufførerne plejer at kunne hive hjem udover deres grundløn i december.
Under forrige nedlukning fik Benny Friis kompensation, men han måtte alligevel bruge en kvart million kroner af sin private opsparing, og det får ham nu til at overveje, om det kan svare sig at fortsætte:
- Det er et spørgsmål, om vi kan blive ved med at eksistere, siger han til TV2 Østjylland.