Har forsøgt at dræbe Bruce Willis
Britiske Jeremy Irons begyndte sin karriere på de skrå brædder. De senere år har han været med i en række superheltefortællinger
Hans stemme kan få det til at risle koldt ned ad ryggen, og han kan levere store præstationer både på teaterscenen og det store lærred.
Tirsdag 19. september fylder den britiske skuespiller Jeremy Irons 75 år.
Hvis ikke man genkender hans ansigt, er der en god sandsynlighed for, at man kender hans stemme.
Han er stemmen bag den forbitrede og onde onkel Scar i den originale udgave af den prisbelønnede Disney-tegnefilm "Løvernes Konge" fra 1994.
Begyndte på teatret
Men han indledte sin karriere som skuespiller på de skrå brædder, som han også senere i karrieren gentagne gange er vendt tilbage til med succes.
Han spillede med i bunkevis af teateropsætninger i den engelske by Bristol, hvor han har taget sin skuespilleruddannelse.
I 1971 flyttede han til London, så han for alvor kunne forfølge drømmen. Efter et par småjob landede han større roller i storbyen, der er kendt for sin teater- og musicalscene.
"Gensyn med Brideshead"
Siden fik også tv- og filmproducenterne øjnene op for Irons talent.
Han fik sit internationale gennembrud i 1980'erne med tv-serien "Gensyn med Brideshead" som den elskovssyge Charles Ryder.
Men han havde også gjort opmærksom på sig selv i "Den franske løjtnants kvinde" fra 1981, hvor han spiller sammen med Meryl Streep.
Oscar
Ti år senere fik han en Oscar for sit isnende spil som den danske og måske skyldige Claus von Bülow i filmen "Frikendt..?", der bygger på forsvarsadvokat Alan Dershowitz' bog om sagen.
Mere dansk blev det til, da Irons i 1993 spillede patriarken i Bille Augusts filmatisering af Isabel Allendes globale bestseller "Åndernes Hus".
"Die Hard"
Senere gav han den som actionskurken Simon Gruber i "Die Hard - Mega Hard" fra 1995 med Bruce Willis og som musketeren Aramis i "Manden med Jernmasken".
De senere år har han også været med på bølgen af fortællinger om superhelte.
Irons har en større rolle som Adrian Veidt, hvis alter ego, Ozymandias, både kan tolkes som en superskurk eller superhelt, i den anmelderroste tv-serie "Watchmen". En rolle, som han blev nomineret til en Emmy for.
Irske gift
Han har desuden spillet over for stribevis af andre store Hollywood-stjerner i film som "Justice League", "Batman v Superman: Dawn of Justice" og senest "The Flash". I de film er han dog hverken superhelt eller -skurk.
Jeremy Irons er irsk gift med skuespilleren Sinéad Cusak. Parret har to sønner sammen.