Har du tjekket skattesmæk
Ifølge underdirektør i Skattestyrelsen Ulrick Junge ligger der en forklaring bag den faldende interesse
Interessen for forskudsopgørelsen er faldet siden sidste år.
Danskerne har foretaget 328.000 færre logins til forskudsopgørelsen for 2025, end de havde på samme tidspunkt sidste år til forskudsopgørelsen for 2024.
Det fremgår af tal, som Ritzau har modtaget fra Skattestyrelsen.
Siden forskudsopgørelsen blev tilgængelig, har der været 1.563.113 logins.
Her er forklaring
Tallene gælder for den seneste uge, helt præcist fra den 11. november, hvor forskudsopgørelsen blev tilgængelig, til mandag klokken 8.
Ulrick Junge, der er underdirektør i Skattestyrelsen, mener, at den dalende interesse kan skyldes boligskatten.
- Vi kan konstatere, at der er et mindre fald i antallet af logins på forskudsopgørelsen i år sammenlignet med sidste år.
- Det skyldes antageligt, at det nu er andet år, boligskatten opkræves via forskudsopgørelsen, og at interessen for hurtigt at se sin forskudsopgørelse derfor er dalet lidt, siger Junge.
Derfor lever tallene ikke op til danskernes ekstraordinære interesse sidste år.
Ikke forsvundet
Sidste år kunne boligejerne for første gang se deres samlede foreløbige boligskat i forskudsopgørelsen, fordi grundskylden, som hidtil var blevet opkrævet to gange om året, nu var en del af forskudsopgørelsen.
Det skete i kølvandet på Vurderingsstyrelsens omstridte ejendomsvurderinger i september 2023, der for mange boligejere var både skæve, uforståelige og uforklarlige.
Selv om interessen for forskudsopgørelsen den første uge er mindre en sidste år, mener Ulrick Junge dog ikke, at den er helt forsvundet.
- Med det sagt så er der stadig rigtig mange borgere, der har fulgt vores opfordring, og har tjekket deres forskudsopgørelser. Og det er ganske fornuftigt. Især hvis der er sket ændringer i økonomi eller hverdag løbet af året, eller hvis man allerede nu ved, at der vil ske ændringer næste år.
- Her er det en god idé at rette forskudsopgørelsen til, så den stemmer med det, man forventer næste år. På den måde bruger man sine fradrag løbende og betaler den rigtige skat, siger Junge.
Mange rettelser
Foruden antallet af logins oplyser Skattestyrelsen, at borgerne har rettet og lavet 4.282.546 nye forskudsopgørelser i løbet af den seneste uge.
Det er et fald på 411.000 siden sidste år.