Har bedt om 'ekstra-ekstraordinært tilsyn'
Tivoli Friheden har bedt om et "ekstra-ekstraordinært tilsyn" af forlystelserne inden næste uges genåbning
Når Tivoli Friheden i Aarhus formentlig en gang i næste uge genåbner sine forlystelser, vil der være foretaget et "ekstra-ekstraordinært tilsyn" af forlystelserne.
Det siger direktør Henrik Ragborg Olesen til TV 2.
- Det er ikke, fordi vi forventer at få noget ud af det. Men det er for at betrygge de operatører og de kolleger, der skal åbne forlystelserne, siger han til TV 2.
Tilsynet er i gang og foretages af virksomheden Force Technology.
Den står for den årlige godkendelse af Tivoli Frihedens forlystelser.
Tivoli Friheden har været lukket siden torsdag, hvor en 14-årig pige mistede livet i en ulykke i rutsjebanen Cobra.
Blød genåbning
Af forlystelsesparken hjemmeside fremgår det, at der tidligst åbnes "med fuld drift" på onsdag. Men en endelig genåbningsdato er ikke fastlagt.
Tidligst tirsdag er det planen, at Tivoli Friheden med en såkaldt blød genåbning lukker gæster ind i cirka tre timer uden entré, men hvor forlystelser ikke kører, og boder er lukket.
På trods af det ekstra tilsyn siger Henrik Ragborg Olesen til TV 2, at "man aldrig 100 procent kan garantere, at der ikke sker en ulykke".
- Men man kan gøre sit allerallerallerbedste for, at det ikke sker. Det har vi gjort før, og det gør vi også fortsat, siger han.
Cobra var testet og godkendt, inden ulykken fandt sted, slår direktøren fast.
Den kommer dog ikke til at genåbne. Tivoli Friheden har ikke længere tillid til Cobra.
Fire personer kom til skade
I 2008 var forlystelsen også årsag til en ulykke i Tivoli Friheden. Her kom fire personer til skade.
Det er endnu uvist, hvad der var årsag til ulykken torsdag. Østjyllands Politi arbejder på at klarlægge de nærmere omstændigheder.
Tivoli Friheden forventer, at undersøgelserne kan "vare flere måneder" endnu.
Når politiet er færdige med at undersøge Cobra, vil den blive afmonteret og fjernet.