Han var en konge uden en trone
Den tidligere græske konge, Konstantin, nåede at vende hjem til det land, han selv var flygtet fra
Han var en konge uden trone. En monark i eksil.
Den tidligere konge af Grækenland, Konstantin, døde tirsdag i sit hjem i Grækenland en alder af 82 år.
Det meste af sit liv levede ekskong Konstantin i landflygtighed i London sammen med sin kone, den danske prinsesse Anne-Marie, og parrets fem børn.
Selv om han med tiden måtte erkende, at tronen i Grækenland var tabt for altid, opgav han aldrig håbet om at vende tilbage til sit elskede fædreland.
Blev til virkelighed
- Jeg er født græker og vil dø som græker. Så vær forvisset om, at jeg vil rejse hjem, sagde Konstantin i 2002.
Og i 2013 blev hans løfte så til virkelighed. Her flyttede parret tilbage til Grækenland, hvor de nåede at bo tre forskellige steder frem til Kong Konstantins død.
Senest flyttede de i 2022 fra deres villa i havnebyen Porto Heli til hovedstaden Athen. Dermed kunne Konstantin være tættere på hospitaler.
Han har været indlagt flere gange de seneste år med corona.
Meget sportsglad
Konstantin blev født i 1940 i Villa Psychiko i Athen som søn af det daværende græske kronprinspar.
Hans skolegang foregik blandt andet på en kostskole i Athen, og mange af vennerne fra den tid forblev gode kammerater gennem hele livet.
Konstantin var meget sportsglad, og især sejlsport optog ham. I 1960 vandt han guld i sejlsportsdisciplinen dragebåd ved De Olympiske Lege.
Han var æresmedlem af Den Internationale Olympiske Komité og frem til sin død fortsat glad for at sejle, når muligheden bød sig.
Tiltagende uroligheder
I 1959 mødte han for første gang den purunge danske prinsesse Anne-Marie, da han sammen med sine forældre besøgte København.
I 1964 - et halvt år efter Konstantin var blevet konge efter sin fars død - blev parret gift.
I årene efter hans tiltrædelse var der tiltagende uroligheder i Grækenland, og i 1967 blev magten overtaget ved et militærkup.
Kongefamilien måtte flygte på dramatisk vis fra Grækenland 13. december 1967, efter at Konstantin samme dag forgæves havde forsøgt at vælte oberstjuntaen ved et kup.
Da demokratiet i 1974 blev genindført efter syv års militærdiktatur, blev kongedømmet i Grækenland afskaffet ved en folkeafstemning.
En afgørelse som Konstantin senere forligede sig med:
- Jeg anerkender den nuværende styreform i Grækenland, og det eneste, jeg ønsker, er at bo i mit hjem med min familie. Mine tilhængere vil ikke skabe politiske problemer, da demokratiet i Grækenland er stærkt, sagde Konstantin således i 2001.
Med til at grundlægge skole
Efter nogle års ophold i Italien, rejste familien i 1974 til London, hvor den slog sig permanent ned i Hampstead i det nordlige London.
Konstantin var blandt andet med til at grundlægge en græsk skole i London og involveret i erhvervslivet med forskellige poster.
Sammen med Anne-Marie fik han i alt fem børn: Alexia, Pavlos, Nikolaos, Theodora og Phillipos.
Faste gæster
Børnene, der er kusiner og fætre til kronprins Frederik og prins Joachim, har ligesom deres forældre haft et godt og nært forhold til familien i det danske kongehus.
Ikke mindst på grund af dronning Ingrid, der i mange år samlede alle børnebørn på ferie på slottet i Gråsten.
Konstantin og Anne-Marie var gennem årene faste gæster ved alle større fester i det danske kongehus.
Kun ganske korte besøg
Og det var også i Danmark, at Konstantin og Anne-Marie valgte at holde deres sølvbryllup i 1989 ved en tredages sølvbryllupsfest arrangeret af dronning Margrethe og dronning Ingrid på Kronborg, Fredensborg og Frederiksberg Slot.
I årene efter afskaffelsen af kongedømmet i Grækenland var forholdet til den græske stat anspændt, og Konstantin og Anne-Marie var kun på ganske korte besøg i landet. Blandt andet i forbindelse med begravelsen af Konstantins mor.
Fratog statsborgerskab
Under besøgene var ekskongeparret omgivet af store sikkerhedsforanstaltninger. Regeringen frygtede, at ekskongens tilstedeværelse kunne føre til ny politisk ustabilitet i landet.
Særligt anspændt blev forholdet, da den græske regering i 1994 besluttede at konfiskere al kongelig ejendom og fratage Konstantin sit græske statsborgerskab.
Konstantin indledte en sag mod den græske regering ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol for at få de kongelige ejendomme tilbage. Han blev tilkendt en erstatning på 12 millioner euro (knap 90 millioner kroner).
Oprettede velgørende fond
Pengene brugte ekskongen til at oprette en velgørende fond for ofre for naturkatastrofer i Grækenland i Anne-Maries navn.
Han fik ikke sit statsborgerskab tilbage, men rejste de sidste mange år med dansk diplomatpas.
I løbet af 00'erne blev forholdet mellem det græske ekskongepar og Grækenlands regering løsnet betydeligt op.
Parret tog ofte på længere ferieophold i Grækenland, før de flyttede deres adresse permanent til landet.