Gode råd, hvis du vil have hund

Fødevarestyrelsen kommer med gode råd, hvis man overvejer at købe hund

Offentliggjort Sidst opdateret

Overvejer du at anskaffe dig et af de nuttede, bjæffende kræ?

Fødevarestyrelsen går i de kommende uger ud på de sociale medier, med gode råd til de danskere, der overvejer at købe hund til sommer. 

Baggrunden er, at der hvert år aflives adskillige hunde, fordi deres ejere ikke magter at have dem. 

Også dyreinternaterne melder om, at stadig flere hundeejere giver op og afleverer deres hund.
Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Kræfter og penge

Årsagerne til at familier må kaste håndklædet i ringen, kan være mange. 

Dels kræver det både tid, kræfter og penge at have hund. 

Dels er nogle hunde syge, eller har alvorlige adfærdsproblemer. 

Det kan gælde både for gadehunde og for hunde fra de såkaldte hvalpefabrikker.

På Fødevarestyrelsens hjemmeside: Klartilhund.dk får du en række gode råd om, hvad du skal have med i dine overvejelser, inden du udvider familien med en firbenet ven.

Den 5 måneder gamle Cockapoo, som hedder Topper, besøger Amalienborg Slotsplads i København, fredag den 14. januar 2022.
Den 5 måneder gamle Cockapoo, som hedder Topper, besøger Amalienborg Slotsplads i København, fredag den 14. januar 2022.

Er familien klar?

'Det er altid vigtigt, at man får talt om, hvilken slags hund, der passer til familien. Samtidig er det en god idé lige at dobbelttjekke, om alle i familien nu også er klar til at være sammen om ansvaret for at lufte hunden mellem tre og fem gange om dagen - uanset vejret', lyder det fra dyrlæge i Fødevarestyrelsen, Tom Bengtsen. 

Han understreger, at langt de fleste hundeejere har masser af daglig glæde af at have hund, men at man ikke må undervurdere de forpligtelser, der følger med.

Eksempelvis er det langt fra gratis at have hund. 

Fødevarestyrelsen skønner, at det over ti år kan koste mellem 120.000 -180.000 kroner at være hundeejer, bl.a. til dyrlægebesøg når hunden skal vaccineres eller have ormekur. 

Læg dertil udgifter til professionel pasning, hvis hunden skal på en kennel i ferierne.

​Advarer mod at købe gadehund

Tom Bengtsen advarer mod at forsøge at spare penge ved at købe en gadehund.

'Her risikerer du allerede de første uger at skulle ofre store summer til dyrlægeregninger, fordi hunden kan have levet under kummerlige forhold. 

Det samme gælder for hunde fra de berygtede hvalpefabrikker, som er fundet både i Danmark og i udlandet. Sådan et liv kan have påvirket hundens psyke, så den er blevet både sky og aggressiv. Derfor advarer vi mod, at man køber en hund ubeset', siger Tom Bengtsen.

Han forklarer, at det er helt afgørende, at man besøger hvalpen, inden man køber den, så man kan se, at hvalpen er vokset op et godt sted, og vurdere, om man har tillid til dem, som har haft ansvaret for hunden.

Rådene fra Fødevarestyrelsen er lavet i samarbejde med Dyrenes Beskyttelse, Den Danske Dyrlægeforening og Dansk Kennel Klub.

Powered by Labrador CMS