Gjorde Bayern til gigant

Få, hvis nogen, har haft så stor indflydelse på Bayern Münchens vej mod verdenstoppen som Uli Hoeness. Onsdag den 5. januar runder han 70 år som pensionist

Der er ikke noget at sige til, hvis Uli Hoeness mistede tidsfornemmelsen, mens han var i Bayern München. Han var en aktiv del af klubben i næsten 50 år. (Arkivfoto)
Der er ikke noget at sige til, hvis Uli Hoeness mistede tidsfornemmelsen, mens han var i Bayern München. Han var en aktiv del af klubben i næsten 50 år. (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Velgører, flystyrtsoverlever og skattesvindler. Tidligere fodboldspiller og Bayern München-ikon Uli Hoeness er svær at sætte i bås.

Men sikkert er det, at hans rolle i Bayerns opstigning til global magtfaktor i Europa ikke kan overvurderes.

Først som spiller, så direktør i tre årtier efterfulgt af rollen som klubpræsident frem til slutningen af 2019.

Hoeness er indbegrebet af det moderne Bayern, og det er han stadig, når han 5. januar bliver 70 år med titel af ærespræsident.

En af Europas hurtigste

Som spiller blev han kendt som en af Europas hurtigste. Med en 100-metertid på 11 sekunder torturerede han mangt en back i såvel Tyskland som Europa fra sin kantposition.

I 1970 havde den daværende Bayern-træner Udo Lattek spottet kantraketten fra Ulm i amatørrækkerne. Han blev hentet til den sydtyske klub, hvor han straks blev et våben i holdets offensiv.

Han nåede at vinde tre mesterskaber og tre Europa Cup for Mesterhold-titler med klubben mellem 1970 og 1978.

En drilsk knæskade efter en tackling tilbage i 1975 gav ham dog større og større problemer. Efter et kort lejeophold hos Nürnberg i 1978/79 måtte han stille støvlerne på hylden i en alder af bare 27 år.

Ansat som direktør

Bayern ansatte ham dog straks i en direktørstilling. Det skulle vise sig at være en god beslutning for klubben. Det har en anden legende, Franz Beckenbauer, ikke lagt skjul på.

- Uli Hoeness var en velsignelse for Bayern - ikke kun som spiller, men også som general manager, formand og præsident, har Beckenbauer tidligere udtalt.

- Hvad klubben er i dag, og de værdier, som den repræsenterer, er i høj grad takket være ham.

Fra 12 til 1000 ansatte

Der var 12 ansatte i Bayerns administration, da Hoeness blev direktør. Og klubben omsatte for omkring 50 millioner kroner om året.

Da han stoppede som præsident i 2019, var der over 1000 ansatte på verdensplan i klubben, som nu årligt omsætter for mere end 5,5 milliarder kroner.

Han og hans kone gennem mere end 40 år, Susanne, med hvem han har to børn, er samtidig kendt som rundhåndede velgørere. Han har hjulpet alt fra tidligere spillere til konkurrerende klubber, som har været i nød. Ved mange lejligheder.

Den mørke side

Men historien om Hoeness har også en mørk side.

For i marts 2014 indrømmede han efter en årelang efterforskning, at han havde unddraget skat for mere end 200 millioner kroner.

Det kostede ham en fængselsstraf på tre et halvt år, han trak sig som klubpræsident, men han kom ud allerede i februar 2016. Og i Bayern var han stadig en helt.

Han blev på ny valgt som klubpræsident senere samme år og kunne hyldes i stor stil, da han i 2019 trak sig. Denne gang frivilligt. Som klubikon for bestandigt.

Powered by Labrador CMS