Giver den gas i Barbieland

Greta Gerwig er gået fra små, uafhængige film til at stå bag et kæmpe Hollywood-brag med Barbie i centrum. Den 4. august fylder den amerikanske instruktør 40

Offentliggjort Sidst opdateret

Hun har i årevis primært været skuespiller, men har de senere år for alvor kastet sig over instruktørgerningen med stor succes.

En tjans, som hun er helt vild med og næppe dropper lige foreløbig.

Fredag den 4. august fylder den amerikanske skuespiller, manuskriptforfatter og filminstruktør Greta Gerwig 40 år.

Brød igennem i Hollywood

Det var som skuespiller, hun brød igennem i Hollywood.

Hun havde haft flere større og mindre roller, før hun blev nomineret til en Golden Globe - en fornem amerikansk filmpris - for sin præstation som hovedrollen i filmen "Francis Ha" fra 2012.

Filmen havde hun skrevet sammen med filminstruktør Noah Baumbach, som hun i dag er gift med og også tidligere havde arbejdet sammen med.

Siden kastede de sig også sammen over endnu et filmprojekt, hvor de i fællesskab skrev manuskriptet til filmen "Mistress America" fra 2015, hvor Baumbach stod bag kameraet, og Gerwig spillede hovedrollen.

Ville også instruere

Men Gerwig ville ikke kun skrive og spille skuespil. Hun ville også instruere, og i 2017 fik hun sin solodebut som instruktør.

Med filmen "Lady Bird", som hun også havde skrevet, viste hun, at hun også i den grad mestrer rollen som instruktør.

Filmen blev nomineret til fem oscarstatuetter, herunder i kategorierne Bedste Instruktør og Bedste Originale Manuskript.

Inspireret af teenageår

Gerwig har sagt, at den er inspireret af hendes egne teenageår i Sacramento, USA, hvor hun voksede op.

Succesen fulgte hun i 2019 op med filmatiseringen af bogen "Little Women", der følger fire søstres vej fra barndom til at være voksne kvinder. Filmen fik stor ros og modtog også flere oscarnomineringer.

Den amerikanske skuespiller og instruktør Greta Gerwig blev håndplukket til at skrive og instruere filmen 'Barbie'. Fredag 4. august bliver hun 40 år. (Arkivfoto).
Den amerikanske skuespiller og instruktør Greta Gerwig blev håndplukket til at skrive og instruere filmen "Barbie". Fredag 4. august bliver hun 40 år. (Arkivfoto).

Aktuel med "Barbie"

For tiden er hun aktuel med filmen "Barbie", der handler om den berømte dukke. En film, som hun blev håndplukket til at skrive og instruere.

Tidligere har hun særligt haft at gøre med indiefilm, hvor budgetterne har været små og filmene været uafhængige af de store produktionsselskaber.

Filmen om dukken er i den helt modsatte grøft med store stjerner, penge og lyserød pomp og pragt.

Har nydt det

Der er skruet helt op, og hun har nydt det i fulde drag, fortalte hun i det ene interview efter det andet op til filmens premiere tidligere i juli.

Filmen er blevet taget godt imod af anmelderne, der har rost Gerwigs sjove tolkning af Barbie-universet.

Hun danner i dag stadig par med Noah Baumbach, som hun har to små børn sammen med.

Powered by Labrador CMS