Giftige svampe forhindrer de dødes sjæle i at flyve ud
Det er ofte sygeplejerskerne og ikke de pårørende, der har behov for at udføre ritualet med at åbne et vindue efter dødens indtræden
Citathistorie: TV2 Østjylland
Udfordringen med svampesporer på taget af intensivafdeling på Aarhus Universitetshospital har fået en konsekvens, de færreste nok havde tænkt over.
Afdelingen har haft et problem med svampesporer, som er endt i luften inde på patientstuerne på grund af det lufttryk, rotorerne på akutlægehelikopterne skaber, når de lander nær afdelingen.
Det hvirvler sporer op i luften og ind på stuerne igennem vinduerne.
Det har Jyllands-Posten beskrevet.
En tradition
Derfor har man valgt at plombere vinduerne, og det er her, konsekvensen opstår, skriver TV2 Østjylland.
Det er nemlig en tradition blandt mange sygeplejersker at åbne et vindue, når en patient dør.
På den måde kan sjælen få lov til at svæve ud og fare til himmels - hvis man tror på den slags.
For andre er der ikke noget religiøst i handlingen.
Det er bare et ritual, der bliver udført.
- Jeg troede faktisk ikke, man gjorde det så meget længere, men jeg har lige spurgt rundt omkring mig, og hovedparten af mine kolleger svarer såmænd, at de altid bruger det her ritual. Bare ikke på intensivafdelingen, siger Helle Hørby, der er hospitalspræst på Aarhus Universitetshospital, til TV2 Østjylland.
27 års erfaring
Helle Hørby var også tilknyttet det gamle sygehus i Skejby før udbygningen, så hun har 27 års erfaring.
I alle de år har hun set sygeplejersker åbne vinduer kort efter at en patient er død.
- Jeg har ind i mellem tænkt for mig selv, at det var en unødvendig handling og en for hurtig måde at adskille sjæl og legeme. Som om, kroppen bare er et hylster, siger Helle Hørby.
- Sjælen skulle jo nok kunne finde hjem til Gud, selvom man ikke åbner et vindue. Jeg har dog bemærket, at det virkelig betyder noget for mange, at man udfører en ordløs handling som en markering af dødens indtræden. Hvis man sætter ord på, laver man en tolkning for de pårørende, og det behøver ikke være sygeplejerskens opgave, siger Helle Hørby.
Sker på sygeplejerskens initiativ
Nogle gange er det de pårørende, der beder om at få åbnet vinduet, men i langt de fleste tilfælde sker det altså på sygeplejerskens initiativ, fortæller hospitalspræsten.
- Jeg tror, det handler om, at de også når at være tæt på de her patienter. For enhver sygeplejerske er det forhåbentlig et afgørende og betydende øjeblik, når et menneske, de professionelt har haft i hænderne, dør. Og så har man altså den her mulighed for at lave en gestus, der signalerer, at et menneskes liv har ændret status, siger Helle Hørby.
26 har fået infektion
Nu kan de i stedet stille sig hen og kigge ud af vinduet, forklarer præsten.
- Det er en anden måde at markere det på, hvis man har behov for det. Så kan de pårørende jo spørge ind til det, hvis de bemærker det, og ellers er det noget, sygeplejersken har for sig selv, siger Helle Hørby.
Ifølge Jyllands-Postens aktindsigt i sagen har 26 patienter på intensiv afdeling siden foråret 2019 fået en svampeinfektion, mens de var indlagt på afdelingen.
21 af dem er døde, men det er uvist, om de døde med eller på grund af svampeinfektionen.