Connie Hedegaard drosler ned ved midnatstide

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Fredag er sidste arbejdsdag for Danmarks klimakommissær. Lørdag er det tid til at trække vejret.

Fredagen er travl på en anden måde end vanligt for den danske EU-kommissær, Connie Hedegaard.

– Det er lidt af et job at lukke ned, siger Hedegaard i en af sine sidste telefonsamtaler, inden hun slukker den officielle EU-mobiltelefon efter lidt over fire et halvt år.

Fredag er det tid til at skrive de sidste takkebreve, rydde kontoret i Berlaymont-bygningen, aflevere mobiltelefon, nøglekort, adgangskort og iPad – og endelig til at sige farvel.

Ved midnat er det slut.

– Så er jeg Connie Hedegaard, snart bestyrelsesformand for Kann Foundation og forskellige andre ting.

– Og så er jeg forhenværende klimakommissær, forhenværende minister, forhenværende journalist, siger Hedegaard.

Ud over bestyrelsesformandsposten i den nye miljøfond Kann Foundation har den afgående kommissær et par andre ting – endnu hemmelige – ting under opsejling. Men ikke ét job. Og ikke noget særligt før til januar.

For det er okay ikke at drøne direkte til endnu et job med 60-70 timers arbejdsuge.

– Jeg kan fokusere meget på opgaven, når jeg skal. Men jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg kan godt gå rimeligt langt ned i gear. Og nyde det også. Jeg kan vitterlig godt.

– Det er klogt efter 10 et halvt år som kommissær og minister lige at tage et break og trække vejret. Det er meget godt lige at få fordøjet det hele, siger Hedegaard.

Nu glæder hun sig blandt andet til at læse bøger. Gerne mere end 10 sider på vej mod søvnen. På læselisten står blandt andet bøger af Jesper Tynell, Francis Fukuyama og Edward Rutherfurd.

I blikket tilbage på kommissærtiden glæder Connie Hedegaard sig især over sidste uges klima- og energiplan frem mod 2030. Og de seje forhandlinger i Durban i 2011, hvor verden gav forhåndstilsagn om at lave en stor klimaaftale til næste år i Paris.

Den største skuffelse var det lange, uskønne forløb frem mod at få luftfarten til at betale for sin CO2-forurening.

Men alt i alt har troen på EU overlevet mødet med EU indefra.

– Jeg har jo set, hvordan det faktisk kan fungere – selv under maksimalt dårlige vilkår som under en økonomisk krise.

– Det er ikke uden problemer. Men hvis Europa vil blive ved med at præge verden med sine værdier, så er det altså bedst, hvis vi gør det med fuld power. Det er bøvlet med EU. Men det ville være værre uden, siger Connie Hedegaard.

Når klokken har slået midnat i Bruxelles, hedder Danmarks EU-kommissær Margrethe Vestager.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS