Frygter ulve-drab i Danmark

Tre ulvepar er forsvundet i vestjysk ulvezone, og nu foreslår naturfredningsforening kameraovervågning

Offentliggjort Sidst opdateret

Tre ulvepar er over årene forsvundet i Stråsø Plantage i Vestjylland, uden at forskerne har kunnet finde spor efter dem.

Nu foreslår Danmarks Naturfredningsforening (DN), at der etableres kameraovervågning i den vestjyske ulvezone.

Det skal forebygge, at ulvene forstyrres i yngletiden, og at nogle gør ulvene fortræd, siger biolog Bo Håkansson.

- Vi har en ret seriøs bekymring om, at der foregår noget, der ikke bør foregå. At nogle fjerner ulvene, slår dem ihjel.

Kun opdaget en gang

- Vi har en forventning om, at hvis man sætter kameraer op og skilter med det, vil det have en forebyggende effekt og sikre, at nogen ikke gør ulvene fortræd.

Det er kun i et enkelt tilfælde dokumenteret, at en fredet ulv er blevet skudt og dræbt.

Det var i 2018 på en mark ved Ulfborg. En dengang 66-årig mand blev efterfølgende idømt 40 dages betinget fængsel og mistede sit jagttegn.

Kameraovervågningen skal ifølge Bo Håkansson omfatte det område af Stråsø Plantage, som afspærres, når der er ynglende ulvepar.

Høj forsvindings-rate

Det drejer sig om cirka 275 hektar af det i alt 5200 hektar store naturområde.

Kameraerne skal ifølge biologen sættes op til at kunne sende en notifikation til den lokale ulvekonsulent, hvis der sker færdsel i det afspærrede område.

Forskere, der står for ulveovervågningen herhjemme, har tidligere konstateret, at der er en unaturlig høj forsvindingsrate for ulve i Danmark.

I 2021 kunne forskerne fra Aarhus Universitet meddele, at ni ulve var forsvundet, uden at man har kunnet gøre rede for deres skæbne.

Drøfter forvaltning

I juni 2022 er det tal vokset til 16 ulve, som sporløst er forsvundet.

Det er Miljøstyrelsen, der står for forvaltning af ulven, som er fredet i kraft af EU-regler.

Styrelsen oplyser i en skriftlig kommentar, at man er bekendt med forslaget fra naturfredningsforeningen.

- Forslaget indgår i de løbende drøftelser om forvaltning af ulve, som Miljøstyrelsen har med relevante parter om at sikre bedst mulig håndtering og beskyttelse af ulven i den danske natur.

Der er en unaturlig høj forsvindingsrate for danske ulve, har forskere tidligere konkluderet. Ulven på billedet her er dog fra zoologisk have i København. (Arkivfoto).
Der er en unaturlig høj forsvindingsrate for danske ulve, har forskere tidligere konkluderet. Ulven på billedet her er dog fra zoologisk have i København. (Arkivfoto).

ULVE I DANMARK

I 2012 blev ulven set i Danmark for første gang i 200 år

I efteråret 2019 menyes der at være omkring fem til syv ulve i Danmark.

Der er set ulve i forskellige dele af Jylland

Den er - som udgangspunkt - ikke farlig for mennesker

Ulven er fredet i EU

I 2018 skød en mand en ulv. Han fik 40 dages fængsel

Kilde: Danmarks Naturfredningsforening
Powered by Labrador CMS