Frederik deler ud af mors ure
For første gang overrakte kronprins Frederik "Dronningens Ur" til paraden, da dronningen er sygemeldt
Endnu et hold værnepligtige i Den Kongelige Livgarde har snart færdiggjort sin tjeneste. Traditionen tro har én garder onsdag eftermiddag fået tildelt ”Dronningens Ur”.
Mads Karrebæk Mortensen, som bor i Næstved men er født og opvokset i Lundby ved Vordingborg, er indstillet af sine overordnede og kammerater og går dermed hjem med det royale ur.
- Han er højt respekteret for sin professionelle holdning samt sin evne til at drage omsorg for sine kammerater.
- Garder Mortensen har gennem hele sin værnepligt vist sig som en god kammerat, og han er altid opsøgende og hjælpsom over for sine kammerater.
Sådan lyder en del af motivationen for indstillingen af garderen.
Den værnepligtige har søgt videre i Hærens Reaktionsuddannelse i håb om at blive professionel soldat.
Hvis det ikke kan lade sig gøre, vil han ud og arbejde som klejnsmed, som han er uddannet.
Både garder Mortensens storebror og far har også aftjent værnepligt i Den Kongelige Livgarde.
Mor er sygemeldt
Det er første gang, at det er kronprins Frederik, der overrækker hædersbeviset til urparaden. Dronningen er sygemeldt efter en rygoperation.
Overrækkelsen af armbåndsuret har fundet sted siden 1970. Det blev indstiftet i forbindelse med Frederik den IX's 70-års fødselsdag.
Det skete, efter garderforeningerne havde indsamlet bidrag blandt deres medlemmer til en fond, der blev stillet til kongens rådighed ved hans fødselsdag.
Skiftede navn
Kongen besluttede derefter, at renterne fra fonden skulle gå til armbåndsure med påskriften "Kongens Ur" og årstallet for overrækkelsen.
Ved oprettelsen af fonden skrev kongen, at uret skulle overrækkes til en eller to repræsentanter for de bedste værnepligtige af det hjemsendelsesberettigede hold.
Ved tronskiftet i 1972 skiftede uret navn fra "Kongens Ur" til "Dronningens Ur". Siden da har dronning Margrethe videreført traditionen.