Fortsætter guldjagten
Det danske landshold levede op til favoritværdigheden og kørte Brasilien over i VM-kvartfinalen
Det danske håndboldlandshold skal igen spille om medaljer ved VM.
De tredobbelte verdensmestre lod sig ikke overrumple af favoritdræberne fra Brasilien og vandt kvartfinalen i Oslo med de overbevisende cifre 33-21.
Efter en perfekt start mistede danskerne ellers momentum op mod pausen, men genvandt kontrollen og havde fuldstændig styr på kampen i anden halvleg.
Perfekt foreberedt
Nu venter semifinalen fredag aften. Om modstanderen bliver Tyskland eller Portugal, står klart senere onsdag.
Helt usædvanligt havde Danmark haft hele tre hviledage som optakt til kvartfinalen, og dem havde landstræner Nikolaj Jacobsen udnyttet godt.
Hans spillere var perfekt forberedt på det langsomme brasilianske angrebsspil og de forsvarsfælder, som sydamerikanerne har haft så stor succes med tidligere i turneringen.
![Simon Pytlick og resten af de danske håndboldherrer vandt sikkert over Brasilien onsdag aften og er nu klar til semifinalen ved VM.](https://image.nyheder.dk/2070854.webp?imageId=2070854&width=960&height=548&format=jpg)
Flot kontraspil
Ser man bort fra et par afbrændere, satte de danske spillere nærmest ikke en fod forkert i de første 20 minutter, som man vandt 11-5.
Kontraspillet flød, og Emil Jakobsen blomstrede både som hurtigløber og straffeskytte. Det er sjældent, at det danske landshold laver 11 mål, uden at Mathias Gidsel eller Simon Pytlick er blandt målskytterne.
Brasilien, der aldrig tidligere havde været i en VM-kvartfinale, virkede overmatchet.
Skiftede hele bagkæden
Men da den brasilianske landstræner skiftede hele sin bagkæde ud og i øvrigt dekreterede et langt mere offensivt forsvarsspil, kom sydamerikanerne ind i kampen.
En irriteret Nikolaj Jacobsen måtte tage timeout og begynde at spille syv mod seks for at komme på sporet igen.
Ved pausen var den danske føring skrumpet til 15-12, og det var de brasilianske spillere, der virkede mest tilfredse med tingenes tilstand.
Pause var velkommen
Pausen gjorde dog danskerne godt. Der kom mere ro på angrebsspillet fra anden halvlegs start. Pytlick og Gidsel begyndte at lave mål, og Danmark lagde igen afstand.
Nikolaj Jacobsen har langt flere taktiske greb end sin brasilianske kollega, og det blev mere og mere åbenlyst, som halvlegen skred frem.
Danskerne havde svar på alle de udfordringer, de blev sat på af Brasiliens ellers bevægelige og alsidige forsvar.
Eksperimenterede til sidst
Emil Nielsen oksede ud og ind af banen, så holdkammeraterne kunne komme i overtal i angrebet. Og syv mod seks viste sig som et potent våben.
Midtvejs i halvlegen var den danske føring på ni overskydende mål. De danske fans i den halvtfyldte arena i Oslo kunne med sindsro følge det sidste kvarter af en VM-kvartfinale, de rød-hvide havde fuld kontrol over.
Danskerne kunne bruge afslutningen til at eksperimentere. Det må siges at være en sjælden luksus i en VM-kvartfinale.