Første gang i 50 år
Det er lykkedes at bringe en fisk, der ellers var udryddet i Danmark, tilbage til en dansk å, hvor den trives
Den hvidfinnede ferskvandsulk har formeret sig for første gang i Danmark siden 1960'erne. Dengang uddøde fisken i Danmark.
Det skriver Næstved Kommune i en pressemeddelelse.
Kommunen har i de seneste tre år sat omkring 1300 ulke ud i Susåen, som også var det sidste sted, de fandtes i Danmark tilbage i 1960'erne. Den indsats har nu båret frugt.
Moderfiskene kommer fra Sverige.
De små unger er cirka 1,5 centimeter lange, og de er blevet godt passet af deres fædre. Hos ulkene er det nemlig hannen, der passer æggene.
Når hunnen har lagt æggene i et lille hulrum på undersiden af en sten, er det hannen, der sørger for dem ved at vifte iltrigt vand hen over dem, indtil de klækker.
Kan blive op til 10 år
De voksne ulke bliver 6-8 centimeter lange og kan blive op til 10 år.
Kommunen mener, at grunden til, at fiskene klarer sig godt i Susåen nu, er, at man renser spildevandet, inden det kommer ud i åen. Vandet er derfor blevet meget renere.
- Det er jo en fantastisk glædelig nyhed, at indsatsen for et bedre vandmiljø i Susåen har båret frugt, fortæller formand for Teknik og Miljøudvalg Helle Jessen i pressemeddelelsen.
For at sikre mere liv i Susåen går man nu også i gang med at forbedre strømforhold ved for eksempel at variere bunden med sten og grus.
Der bliver også plantet flere træer langs åen, så der kommer vekslende skygge, og man er allerede mere opmærksom på en skånsom vandløbsvedligeholdelse.
Hjælper anden art
En hvidfinnet ferskvandsulk hjælper også en anden art - den truede tykskallede malermusling. Muslingerne er afhængige af, at deres larver kan sætte sig fast på ulkene og fisken elritsen.
Ifølge Miljøministeriet er muslingen sandsynligvis blevet mindre almindelig på grund af forurenede vandløb eller vandløb, der er blevet rettet ud.
Der er kun ganske få eksemplarer af muslingen på Sjælland, og den er stærkt truet i resten af verden. Derfor arbejder et projekt støttet af EU også med, at muslingen ligesom ulken skal trives i åen.