Formand væltet

Efter længere tids uro i Dansk Ride Forbund stopper Dan Boyter som formand. Der er ikke tillid til ham.

Dan Boyter stopper som formand for Dansk Ride Forbund på grund af manglende tillid til ham. (Arkivfoto).
Offentliggjort Sidst opdateret

Dan Boyter stopper som formand i Dansk Ride Forbund, efter at deltagerne på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde har afgjort, at der ikke er tillid til ham.

Det oplyser Dan Boyter på Dansk Ride Forbunds hjemmeside.

- Deltagerne på det ekstraordinære repræsentantskabsmøde har i dag (lørdag, red.) afgjort, at der ikke er tillid til, at jeg skal fortsætte som formand for Dansk Ride Forbund.

- Det er en demokratisk beslutning, som jeg selvfølgelig anerkender fuldt ud - selv om det ikke var det scenarie, jeg havde ønsket, lyder det fra Dan Boyter.

Formandens afgang kommer efter længere tids uro og ballade i bestyrelsen, som ikke var i stand til at samarbejde.

Blandede følelser

Dan Boyter forlader formandsposten med blandede følelser, forklarer han selv.

- På den ene side har jeg mange visioner for ridesporten, som jeg havde glædet mig til at arbejde med, men som ikke nåede at blive indfriet.

- På den anden side er det også en lettelse for mig - og en vigtig beslutning for forbundet - at være nået frem til denne afklaring.

- Jeg er kun et menneske, og de seneste måneder med konflikter og hårde beskyldninger har været meget hårde for mig personligt at være i, skriver den afgående formand.

Powered by Labrador CMS