- Forlad området omgående
Sommerhusområde skal evakueres nu
Nu begynder den forhøjede vandstand for alvor at give problemer.
DMI har varslet en forhøjet vandstand på 2,2 meter over normal højde på østvendte kyster i Østersøen, Storebælt og Lillebælt.
Syd- og Sønderjyllands Politi har netop varslet evakuering af borgere i Haderslev Kommune på grund af to digebrud.
Sommerhusområde i fare
Og klokken 14.30 fredag er Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi ude med en evakuerings-anbefaling i deres politikreds.
Det drejer sig om sommerhusgæster ved Ulvshale Strand.
Vordingborg Kommune opfordrer til at alle eventuelle personer i området omgående forlader stedet på grund af forhøjet vandstand.
Forlad husene nu
Vordingborg Kommune vurderer, at der er potentiel risiko for oversvømmelse af sommerhusområderne på Ulvshale fredag aften og natten til lørdag, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Der er en reel risiko for at digerne bliver overskyllet eller får gennembrud.
Samtidig forventer myndighederne, at risikoen er størst i aften og nat, hvor det kan være vanskeligt at overskue situationen og håndtere brud og oversvømmelser på grund af stærk blæst og mørke, skriver Vordingborg Kommune.
Beboerne opfordres derfor til at forlade deres sommerhuse inden fredag aften