Flyvende fodgængerfelter kommer i dansk by

Optisk bedrag skal få bilister og cyklister til at holde tilbage for krydsende fodgængere i midtbyen

Sådan kommer det til at se ud i Mejlgade, når forsøget med 3D-fodgængerfelter søsættes.
Sådan kommer det til at se ud i Mejlgade, når forsøget med 3D-fodgængerfelter søsættes.
Offentliggjort Sidst opdateret

Inden længe kan fodgængere i Aarhus svæve hen over vejen. 

Sådan vil det i hvert fald se ud, når de krydser et af de kommende 3D-fodgængerfelter, der bliver anlagt i Midtbyen. 

De nye felter er et forsøg, der skal få flere bilister og cyklister til at holde tilbage for krydsende fodgængere.

Det oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse. 

3D-effekten virker ved hjælp af skygger, så det ligner, at feltet svæver nogle centimeter over jorden. Det gør, at fodgængerovergangen kan ses fra længere afstand og fra forskellige vinkler. Aarhus er den anden by i Danmark, der afprøver de svævende striber.

Tre steder i midtbyen

Rådmanden har taget initiativ til, at der anlægges i alt tre fodgængerfelter med 3D-effekt i midtbyen: To felter i Mejlgade og et enkelt felt i Knudrisgade.

Joakim Teinvig  ejer butikken Drum Station i Mejlgade.

Han forretning, der fortrinsvis sælger trommer og andet slagtøj, ligger lige der, hvor et af de tre fodgængerfelter er planlagt til. 

- Det er en super ide - for både fodgængere og cyklister. Man bliver nok lige mindet om alle  andre i trafikken, end en selv, siger Joakim Teinvig til Newsbreak.dk.

Joakim Teinvig ejer trommeforretningen Drum Station i Mejlgade. Han ser frem til ændringen i gadebilledet.
Joakim Teinvig ejer trommeforretningen Drum Station i Mejlgade. Han ser frem til ændringen i gadebilledet.

Drum Station åbnede i juli 2019, så Teinvig ser dagligt Mejlgades trafikudfordringer.

Han er dog ikke i tvivl om udfaldet af de svævende fodgængerfelter:

- Jeg tror bestemt det bliver godt, siger han. 

Ordningen løber frem til maj 2024, og Teknik og Miljø vil løbende observere, hvordan den fungerer, og foretage eventuelle ændringer, hvis der bliver behov. 

Starter 20. september

Forsøget skal bidrage til mere viden om, hvordan 3D virker i trafikken, og er godkendt af Vejdirektoratet og Østjyllands Politi.

Anlægsarbejdet på det første 3D-fodgængerfelt, som ligger ved Snevringen i Mejlgade, går i gang den 20. september. 

De øvrige 3D-fodgængerfelter forventes at blive etableret i løbet af efteråret.

Der har været forsøg med samme metoder flere steder i verden. Blandt andet i Sverige, Island og Indien.

Powered by Labrador CMS