Flyder med stoffer i nattelivet
I en ny dokumentar undersøger TV2 ØSTJYLLAND, hvor grelt det står til med fund af kokain på natklubberne. Resultatet er slående
Citathistorie: TV 2 Østjylland
Så slemt står det til: Her fandt vi rester af kokain på toiletterne
I en ny dokumentar undersøger TV2 Østjylland, hvor grelt det står til med fund af kokain på natklubberne.
Det flyder med stoffer i nattelivet. Den sætning har man hørt mere end én gang. Men er det nu så galt?
Det har TV2 Østjylland undersøgt,
Ved hjælp af særlige kokainservietter, der bliver blå, hvis de kommer i kontakt med mere end 0,02 mg kokain, undersøgte tv-stationen toiletter på 21 barer og diskoteker i Østjylland.
Der blev fundet kokainrester på 18 ud af 21 barer og natklubber.
På 17 ud af 21 herretoiletter var der kokainrester, og hos damerne var det på ni af dem, at der var spor efter det hvide pulver.
Et af stederne, hvor der blev fundet kokain hos herrerne, er Der Kuhstall i Aarhus.
Ejeren er ikke overrasket.
- Det er jeg da træt af og ærgerlig over, men det kommer ikke bag på mig, siger indehaver af Der Kuhstall, Pete Hegner Jepsen, til TV2 Østjylland.
Uheldig udvikling
Han har arbejdet i natklubsmiljøet de seneste 20 år, og han ser en tydelig udvikling i brugen af stoffer.
- Vi har kunnet mærke en markant stigning af stoffer i nattelivet. Det er blevet mere mainstream, hvor det engang var mere tabu, siger natklubejeren.
Pete Hegner Jepsen mener, at diskoteker som hans gør rigtig meget for at få stofferne ud af nattelivet.
For det ønsker han, at de kommer.
Men for ham at se er det bare en nærmest umulig kamp.
- Vi afviser rigtig mange, som vi har mistanke om har taget noget, som ikke har med alkohol at gøre. Men ud fra det game, der er lige nu, så er det svært at komme det mere til livs, end det er lige nu, forklarer Pete Hegner Jepsen.
- Et sted som det her, hvor vi har over 1000 gæster igennem hver aften, så vil det være utopi at tro, at man ikke finder spor efter stoffer, fortsætter han.
"Vi er til stede"
Østjyllands Politi ser med stor alvor på problematikken med narkotika i nattelivet.
- Hvis folk tager stoffer, og på baggrund af det bliver ophidsede eller aggressive, så kan det være med til at gøre det mere utrygt at bevæge sig i nattelivet, siger vicepolitiinspektør hos Østjyllands Politi, Lennart Glerup.
Derfor sætter politiet ind på flere måder.
- Vi er til stede i nattelivet med uniformeret politipersonale og specialpatruljer i civil. Hvis vi tager nogen i at tage stoffer på en restauration, får de forbud mod at komme der i to år. Vi gør, hvad vi kan, med de værktøjer vi har, forklarer Lennart Glerup.
"Der skal lovændring til"
Pete Hegner Jepsen fra Der Kuhstall mener, at der skal kigges på lovgivningen.
Ellers tror han aldrig, at stofferne kommer ud af nattelivet.
- Lige nu er det ikke strafbart at være påvirket, men kun at være i besiddelse af det. Hvis vi skal det her til livs, så skal det måske være forbudt at være påvirket, så vi kan slå hårdere ned, mener han.