Flere hunde ramt af forgiftning
Især mindre hunde kan blive alvorligt syge, hvis de spiser hash eller andre euforiserende stoffer
Melvin var slet ikke sig selv.
Det var tydeligt med det samme, da Nina Skyum-Nielsen en dag i november sidste år kom hjem fra arbejde. Hendes normalt så livlige hund var paralyseret. Den kunne ikke gå. Den så bare på hende med et tomt blik.
- Jeg kunne ikke se, om han forstod, at jeg kaldte på ham. Samtidig viste han ingen tegn på smerte. Det var så mærkeligt, og jeg kunne overhovedet ikke forstå, hvad der var galt, siger Nina Skyum-Nielsen.
Hun tog Melvin til dyrlægen, som hurtigt kunne konstatere, at den havde indtaget stoffer. Både hash og amfetamin.
Og det skulle vise sig ikke at være sidste gang, Melvin kom i kontakt med euforiserende stoffer. For syv måneder senere skete det igen - denne gang var der dog alene tale om en hashforgiftning.
Flere hunde rammes
Ifølge Den Danske Dyrlægeforening skriver Melvin sig ind i en større fortælling om hunde, der spiser efterladt hash, når de bliver luftet.
Det sker faktisk relativt ofte, fortæller Christine Fossing, som er formand for foreningens faggruppe for familiedyr.
- Forgiftning med hash er ikke ualmindeligt. Men der er geografiske forskelle, og det er vigtigt at få med, siger hun.
Med det henviser Christine Fossing til, at risikoen for, at ens hund gnasker euforiserende stoffer i sig, er størst i de store byer.
Hundeejere skal være opmærksomme
Men i hele landet er der områder, hvor misbrugere færdes, eller hvor der handles med stoffer.
Og der skal man som hundeejer være særligt opmærksom på, hvad ens firbenede ven stikker snuden i.
Det er dog sjældent, at hunde kommer i kontakt med stærke stoffer som amfetamin, ligesom Melvin gjorde, fortæller Christine Fossing.
Behandlet med aktivt kul
Nina Skyum-Nielsens hund - en Welsh Cardigan Corgi - blev begge gange forgiftet, da den blev luftet i eller omkring Grøndalsparken på grænsen mellem Vanløse og Frederiksberg.
Melvin blev behandlet med aktivt kul, som binder stofferne i tarmen og forhindrer, at mere af det optages i kroppen.
De første dage var han bange og meget kontaktsøgende, men han blev sig selv igen og er sluppet uden mén, fortæller Nina Skyum-Nielsen.
- Jeg har ikke rigtig fantasi til at forestille mig, at vi skulle slippe godt fra det en tredje gang. Så jeg er meget påpasselig omkring gåturene, siger hun.