Flere får bøder ved grænsen
Antallet er også højere, end før coronapandemien hærgede
Antallet af danskere, der får bøde for manglende pas ved den dansk-tyske grænse, er markant højere i 2021 end i de seneste år.
Det viser tal fra en aktindsigt, som Newsbreak.dk har fået fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
2021-tallet i indsigten gælder kun indtil 29. juli og må formodes at blive højere i løbet af årets sidste fem måneder.
Det kan koste en bøde på 1.000 kroner, hvis man man har glemt sit pas.
Forvirrede billister
Siden aktindsigten blev givet, har Newsbreak.dk forsøgt at få en kommentar til tallene fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Politiinspektør og chef for Udlændingekontrol Afdeling Vest Brian Fussing har sendt en mail til redaktionen.
- Vi har ikke noget entydigt billede af, hvorfor det er sådan, men vi får jævnligt henvendelser fra borgere, der spørger til reglerne (om pasloven, red.). Nogle borgere kan have opfattelsen af, at de ikke behøver pas med over grænsen, skriver Brian Fussing.
Det har ikke været muligt at stille opfølgende spørgsmål til ham.
Strammet op
I løbet af coronapandemien har der været forskellige tiltag ved de dansk-tyske grænser.
Om det er opstramningerne, der har kastet flere bøder af sig, ville Newsbreak.dk gerne have hørt Brian Fussing til.
Men om coronasituationen afslutter han sin mail:
- COVID-pandemien har også spillet en rolle i forhold til situationen, da rejserestriktionerne i perioder har påvirket borgernes muligheder for at rejse udenlands – og dermed også betydet et ændret rejsemønster og ændret fokus i forbindelse med rejser.