Flere dårlige nyheder fra den danske VM-trup
Rasmus Lauge er definitivt ude mod Tunesien. Thomas Arnoldsen plejer en baglårsskade og er stærkt tvivlsom
Alt tyder på, at det danske VM-hold i håndbold må klare sig uden dets to foretrukne playmakere mod Tunesien torsdag aften.
Rasmus Lauge er som forventet ukampdygtig på grund af den muskelskade, han pådrog sig i maven i kampen mod Algeriet. Dagen derpå viser det sig, at også Thomas Arnoldsen har problemer.
- Det er desværre også en lille muskelskade, der sidder i baglåret. Vi vurderer ham fra dag til dag, og han er usikker til i morgen (torsdag, red.), siger landstræner Nikolaj Jacobsen.
Ikke i spil torsdag
For Lauges vedkommende er gruppespillet formentlig overstået.
Men landstræneren virkede under onsdagens presseseance lidt mere opløftet med hensyn til den rutinerede playmakers tilstand end umiddelbart efter kampen.
- Han kommer ikke i spil torsdag, og det er yderst tvivlsomt, om han kommer med mere i gruppespillet. Men lad os nu se. Der har været en rigtig fin forbedring fra tirsdag aften, så lad os håbe, at fremgangen fortsætter.
Mensahs chance
- Jeg krydser fingre, men kommer ikke til at tage nogen chancer. Dertil er Rasmus for vigtig i det videre forløb. Er der stor fremgang, vil jeg dog ikke udelukke, at han kan spille mod Italien på lørdag, siger Nikolaj Jacobsen.
Med to skadede playmakere er der lagt op til, at Mads Mensah forfremmes fra tribunetilskuer til en del af kamptruppen mod tuneserne.
Den rutinerede Flensburg-spiller har erfaring fra mere end 200 landskampe og er et sikkert kort for landstræneren. Nikolaj Jacobsen har dog også andre konstellationer, han kan prøve af.
- Jeg vil ikke afvise, at vi kan spille med to venstrehåndede spillere i bagkæden, siger han.
I givet fald vil Mathias Gidsel blive sendt ind i midten, mens enten Emil Madsen og Niclas Kirkeløkke spiller højre back.