Flagermus tvinger hastighed ned til 50 km/t
På grund af flagermus må trafikanterne 'kun' køre 50 kilometer i timen på den nyåbnede Nordskovvej i Silkeborg. Men en løsning er på vej, så hastigheden - nogle gange - kan komme højere op
Citathistorie: TV2 Østjylland
I Silkeborg er en spritny vej blevet åbnet, men flere lokale har nok undret sig over, at man ikke må køre så hurtigt - kun 50 kilometer i timen gennem skoven, langt fra bebyggelse.
Hvad færre ved er, at det hele skyldes en sjælden dyreart.
Det er nemlig på grund af damflagermusen, at fartbegrænsningen lige nu holdes nede på 50 kilometer i timen for at nedsætte risikoen for trafikdrab.
I den nærmeste fremtid sættes hastigheden op - i hvert fald noget af tiden.
Damflagermusen er ifølge Miljøstyrelsen sjælden og truet i hele Vesteuropa, og det er derfor særligt vigtigt at sikre, at både overvintringsstederne og ynglepladserne bevares og holdes uforstyrrede, oplyser styrelsen.
- Damflagermus har tilholdssted ved Lillesø, så for at sikre at trafikken på Nordskovvej ikke beskadiger bestanden, er vi nødt til at sætte hastigheden ned, mens flagermusen er aktiv, forklarer Flemming Frøsig Christensen, vej- og trafikchef i Silkeborg Kommune.
Mange er blevet overrasket
Flemming Frøsig Christensen fortæller, at hastighedsbegrænsningen har overrasket mange, men at det fra begyndelsen har været præmis.
- Det har hele tiden været vilkår for vejens tilblivelse. Damflagermusen er beskyttet i hele Europa af et EU-direktiv, siger han.
Lige nu viser skiltene altså 50 kilometer i timen. Men det bliver de ikke ved med - og faktisk er helt nye tavler snart på vej.
Det er nemlig planen, at der skal opsættes digitale hastighedstavler på Nordskovvej for bedre at kunne imødekomme de skiftende hastighedsbegrænsninger, der skal til for at tage hensyn til flagermus-naboerne.
For hastigheden kommer nemlig til at skifte alt efter, om flagermusene er aktive eller ej.
Venter på nye tavler
Fra den 15. marts til den 1. november fra solnedgang til solopgang er det 'kun' tilladt at køre 50 kilometer i timen. Derudover lyder fartbegrænsningen på 60 kilometer i timen.
Men lige nu - indtil de digitale trafiktavler kommer - holdes hastigheden nede på 50 kilometer i timen hele tiden.
Nyt for alle
Selvom det er normalt, at man skal være opmærksom på naturen og de særligt beskyttede dyrearter, når man planlægger nye veje, er denne restriktion dog alligevel ny for vej- og trafikchefen.
- Jeg har ikke hørt om vejrestriktioner som følge af damflagermus før. Det må være et af de første steder, man har en hastighedsnedsættelse af hensyn til den her beskyttede art, siger Flemming Frøsig Christensen.
Nordskovvej i Silkeborg blev officielt åbnet for trafik i lørdags.