Fire ud af 10 danskere gør det helt forkert
Det kommer ikke bag på forsker, at danskere sorterer affald forkert. Det handler om praktiske forhold og tid
Citathistorie: Fagbladet 3F.
Næsten halvdelen af alle danskere har smidt noget i en forkert skraldespand inden for den sidste måned. Det viser en rundspørge Analyse Danmark har lavet for Fagbladet 3F.
Her svarer 51 procent, at de har sorteret alt korrekt den sidste måned, 42 procent har sorteret noget forkert, mens syv procent ikke husker, hvorvidt de har sorteret korrekt.
Det kommer ikke bag på Anders Branth Pedersen, der er seniorforsker ved Institut for Miljøvidenskab på Aarhus Universitet og har forsket i danskernes affaldssorteringsadfærd, at 42 procent har sorteret affald forkert den sidste måned.
- Det er ikke overraskende, at der er svipsere i løbet af en måned. For mange handler det om det praktiske. Står man for eksempel med en bakke, der drypper af kødsaft, vil man måske ikke have den over i noget rent udsorteret plast. Så ryger den nogle gange i restaffald, siger Anders Branth Pedersen.
Er svært i praksis
Det praktiske besvær kan blandt andet være manglende plads til forskellige affaldsspande i boligen, biologisk affald, der begynder at lugte, og et oplevet stort tidsforbrug fra borgerens side.
Derudover har kommunikationen fra kommunen også betydning.
- Affaldssortering skal give mening for borgeren. For mange borgere betyder det noget for viljen til at sortere, at det der sorteres, rent faktisk genanvendes, og oplever de ikke, at de har den information, kan det påvirke viljen til at sortere, siger Anders Branth Pedersen.
På Fyn er kommunerne gået sammen om at søge en dispensation for affaldssortering.
Her vil kommunerne have borgerne til at sortere færre typer affald i boligerne. I stedet skal kommunerne sortere affaldet centralt.
Må ikke blive for dyrt
Ifølge Anders Branth Pedersen kan en centralsortering være en god ide.
Det kræver dog at centralsorteringen er effektiv, og det ikke bliver for dyr.
- En kombination af effektiv centralsortering og sortering i husstanden er bestemt interessant. Myndighederne skal dog være påpasselige med ikke hele tiden at ændre sorteringsvejledningerne for husstandene, da det kan skabe forvirring. Derfor ligger der en kommunikationsopgave, siger Anders Branth Pedersen.