Fik du denne vaccine? Nu gælder særligt tilbud
Fra onsdag kan krydsvaccinerede borgere bestille tid til et tredje stik eller møde op i et vaccinationscenter
Krydsvaccinerede danskere tilbydes nu et tredje stik med en mRNA-vaccine mod covid-19.
Det skriver Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.
En stor del af frontpersonalet i sundhedsvæsnet blev i foråret vaccineret med vaccinen fra AstraZeneca og derefter en mRNA-vaccine.
Det tredje stik tilbydes for at give dem, der har behov for det, mulighed for at rejse til lande, der ikke anerkender krydsvaccination.
Sundhedsstyrelsen anbefaler på nuværende tidspunkt ikke tredje stik til den gruppe ud fra et sundhedsfagligt perspektiv, fordi krydsvaccinerede personer stadig er godt beskyttet mod coronavirus.
- De krydsvaccinerede er særdeles godt dækket med de to forskellige vacciner, de har fået. Vi ser faktisk, at effektiviteten er lige så høj, som ved vaccination med to mRNA-stik.
- Men samtidig har vi jo også stor forståelse for, at det er frustrerende, at de ikke selv kan bestemme, hvor de gerne vil rejse hen, og derfor får dem, der har brug for det og ønsker det, muligheden, siger Bolette Søborg, der er enhedschef i Sundhedsstyrelsen i pressemeddelelsen.
Vent, hvis du skal rejse
Hun siger også, at hvis man ikke skal ud at rejse lige nu, anbefaler Sundhedsstyrelsen, at man venter med det tredje stik.
Da Sundhedsstyrelsen i april 2021 besluttede, at vaccinen fra AstraZeneca blev taget ud af det generelle vaccinationsprogram, havde omkring 145.000 borgere påbegyndt deres vaccinationsforløb med vaccinen.
Kun få af dem var færdigvaccinerede.
- Vi vurderer, at der ikke er risiko for alvorlige bivirkninger ved et tredje stik, når man tidligere har modtaget et stik med vaccinen fra AstraZeneca og et stik med en mRNA-vaccine.
- Der kan dog være en øget risiko for almindelige bivirkninger, som for eksempel ømhed ved indstiksstedet og feber, og bivirkningerne kan også være mere udtalte, siger Bolette Søborg i pressemeddelelsen.
Får ikke invitation
Gruppen modtager ikke invitation til vaccination.
Men de kan fra torsdag selv bestille tid eller møde op i et vaccinationscenter uden tidsbestilling.
I slutningen af juli skrev DR Nyheder på baggrund af oplysninger fra Sundhedsministeriet, at krydsvaccinerede ville blive tilbudt tredje stik, når den generelle vaccineudrulning var gennemført.
Dagen efter trak ministeriet dog udmeldingen tilbage, men afviste ikke, at de krydsvaccinerede ville kunne få et tredje stik.
Vaccinerne fra Pfizer/BioNTech og Moderna er mRNA-vacciner.