Festivalen "Musik i Lejet" tvinges væk fra stranden
Populær festival skal helt ud af Liseleje
Festivalen Musik i Lejet bliver ikke afholdt ved strandkanten i Tisvildeleje i år, hvor den er løbet af stablen siden 2009.
TV 2 Kosmopol skriver, at festivalen i stedet skal afholdes på et markområde i Vejby, som ligger cirka fem kilometer fra Tisvilde. Musik i Lejet offentliggør en mere præcis lokation i næste uge.
Den nye placering er ifølge mediet godkendt af Gribskov Kommune.
Festival bekræfter
Omrokeringen af festivalen sker, efter at Planklagenævnet har vurderet, at en godkendelse af en lokalplan fra sidste år ikke er fyldestgørende og derfor skal behandles igen.
Det bekræfter festivalen over for Ekstra Bladet.
Byrådsmedlemmerne kan ifølge mediet ikke nå at genbehandle lokalplanen inden festivalen i år, hvorfor festivalen er nødt til at rykke væk fra parkeringspladsen ved stranden.
Siden februar sidste år har det været uvist, om festivalen kunne afholdes ved Tisvildeleje Strand.

Whistleblower
En henvendelse fra en whistleblower gjorde kommunen opmærksom på, at tilladelserne til beliggenheden de sidste 14 år er blevet givet på et forkert lovgrundlag.
I marts 2024 afgjorde et flertal i Gribskov Kommune ved et byrådsmøde, at den populære nordsjællandske festival kunne løbe af stablen, som den plejede.
En ny hastegodkendt lokalplan blev vedtaget, som tilgodeså festivalen.
Ny lokalplan mangelfuld
Det er den, som Planklagenævnet nu har vurderet ikke er fyldestgørende ifølge Ekstra Bladet.
Planklagenævnet er en uafhængig klageinstans for afgørelser efter eksempelvis planloven, sommerhusloven og miljøvurderingsloven.
NytGribskov, der er en lokalt parti i Gribskov Kommune, bekræfter også nyheden i et opslag på Facebook.
Stor politisk opbakning
- Afgørelsen ændrer ikke på, at der heldigvis fortsat er stor politisk opbakning til Musik I Lejet, og at der vil blive arbejdet for, at festivalen kan blive afholdt i samme smukke omgivelser igen, lyder det i opslaget.
Festivalleder Anders Grauengaard oplyser til Ekstra Bladet, at festivalen har arbejdet på en anden plan i forhold til festivalens lokation i år.
Han forsikrer, at festivalen fortsat bliver "en supergod festival", som bliver afholdt omkring fem kilometer fra den oprindelige plads.
Han vil endnu ikke løfte sløret for den præcise lokation for festivalen, der finder sted fra 17. til 19. juli 2025.