Fartgrænser sættes ned
Teknik- og Miljøforvaltningen lægger nu op til et rekordstort projekt, der skal sænke fartgrænserne
Citathistorie: TV 2 Lorry
Bilister i København skal i dén grad vænne sig til at lette foden fra speederen.
For et rekordstort projekt fra Teknik- og Miljøforvaltningen vil sænke hastighederne på de fleste københavnske veje med 10 kilometer i timen.
Det betyder, at hastigheden bliver nedsat til 40 kilometer i timen i store dele af hovedstaden og endda helt ned til 30 km/t i brokvarterene længst mod centrum.
Det sker på baggrund af et bredt flertal af partierne i kommunen, der i budgetaftalen for 2022 vedtog en generel hastighedsnedsættelse.
Og det er det, der nu træder i kraft, når forvaltningen indstiller sin hidtil mest ambitiøse plan for at sænke hastighederne på veje over hele byen.
Bilerne ud af byen
Teknik- og Miljøforvaltningens mål er, at gøre det mindre attraktivt at være bilist i København fremover.
- Ved at sænke hastigheden 10 kilometer i timen i København forventes det mindre attraktivt at tage bilen på grund af længere rejsetid, skriver forvaltningen i indstillingen af projektet.
Derudover skal de nye fartgrænser sænke udledningen af CO2, oplyser teknik- og miljøborgmester, Line Barfod (EL).
- Det er helt afgørende, at vi får sænket hastigheden på vejene i København. Det bidrager til at mindske udledningen af CO2 og til at mindske luftforureningen, hvis flere vælger alternativer til bilen. Og lavere hastigheder gør det i sig selv mere sikkert at færdes i trafikken, siger hun i en pressemeddelelse.
Planen for hastighedsnedsættelserne kommer til at berøre hele Københavns Kommune fra Brønshøj til Amager.
Inddeles i zoner
Fremover vil det betyde, at langt størstedelen af København bliver inddelt i zoner, hvor man fremover maksimalt må køre enten 40 eller 30 kilometer i timen.
Eksempelvis bliver hastighedsgrænsen for gader som Amagerbrogade, Jagtvej og Tagensvej sat ned til 40 kilometer i timen
Mens den for blandt andet Øster Allé, Prinsessegade og Artillerivej kommer til at være på blot 30 kilometer i timen
De regionale veje som eksempelvis HC Andersens Boulevard bliver ikke berørt af hastighedsnedsættelserne.
Den 30. maj skal Teknik- og Miljøudvalget tage stilling til projektet.
Bliver det vedtaget, kommer projektet til at koste knap 90 millioner kroner at gennemføre.
Pengene skal blandt andet gå til nye skilte, der skal sættes op ved alle indkørsler til zonerne, og veje der skal ombygges med chikaner og bump.
Færdig i 2025
I alt vurderes det, at projektet sammen med andre projekter, herunder eksempelvis reserverede delebil- og elbilpladser, at reducere udledningen af CO2 med 14.500 tons CO2 per år.
Går alt efter planen, forventer forvaltningen at implementeringen af hastighedszonerne påbegyndes i Valby i slutningen af 2022.
Hastighedsnedsættelserne bliver implementeret udefra og ind mod centrum af byen og forventes at være helt køreklar i 2025.