Får hug for tilbud

Erhvervsdrivende må ikke markedsføre alkohol målrettet studenter, da de er omfattet af et reklameforbud

Offentliggjort Sidst opdateret

Det var i strid med reglerne, da en række SuperBrugsen-butikker i maj rettede deres alkoholmarkedsføring mod studenter.

Det vurderer Alkoholreklamenævnet, der nu udtaler kritik af butikkerne.

- Erhvervsdrivende må ikke markedsføre alkohol målrettet studenter, da studenter er omfattet af Alkoholreklamenævnets markedsføringsforbud, skriver nævnet i en pressemeddelelse.

Unge kan også være 18

- I tilknytning hertil bemærkes det, at Alkoholreklamenævnets retningslinjer ikke opererer med en skarp 18-års grænse i forhold til begrebet "børn og unge".

- Derfor kan unge over 18 år, ud fra konkrete omstændigheder, også være beskyttet af markedsføringsforbuddet i retningslinjerne for markedsføring af alkohol.

Flere butikker får kritik

Det er lokale butikker i Silkeborg, Esbjerg, Hinnerup, Aarkirkeby, Nyborg og Højby ved Odense, der har modtaget kritik.

I maj tilbød de på Facebook at stille gratis øl til rådighed for studerende, der ville lægge vejen forbi den pågældende butik.

Lidt sjovere

- Uanset hvilke farve hue I har fået, vil vi gerne medvirke til, at jeres studenterkørsel bliver lige lidt sjovere, stod der.

- Derfor vil vi gerne tilbyde jer en kasse øl helt gratis, lød det videre.

Butikkerne har siden reageret på kritikken ved at slette deres opslag på Facebook.

Det var imod reglerne, da SuperBrugsen tilbød øl til tørstige studerende, som ville lægge vej forbi lokale butikker.
Det var imod reglerne, da SuperBrugsen tilbød øl til tørstige studerende, som ville lægge vej forbi lokale butikker.

ALKOHOLREKLAMENÆVNET

Alkoholreklamenævnets opgave er at behandle og afgøre klager vedrørende markedsføring af alkoholholdige drikkevarer i Danmark.

Alkoholreklamenævnet behandler alle sager om markedsføring af alkohol. Dermed er det uden betydning, om involverede virksomheder er medlem af én af de brancheorganisationer, der står bag retningslinjerne.

For at fremme dialog, kontinuitet og ensartet praksis, deltager repræsentanter for brancher, der ikke er berørt af en sag, i nævnets møder. Dette skal medvirke til, at brancheorganisationerne i deres rådgivning af medlemmer giver udtryk for synspunkter, der er afledt af drøftelserne, idet nævnets generelle holdninger i et vist omfang kan forudses, og dermed forhindre konkrete sager i at opstå.

Alkoholreklamenævnet forventer, at kritik bliver fulgt op af umiddelbar handling – enten gennem direkte stop for markedsføringen eller gennem ændring af markedsføringstiltaget.

Kilde: Alkoholreklamenævnet
Powered by Labrador CMS