Familie flygter fra rasende odder
Odderen gik også til angreb på glasdøren
En familie fra Vejle fik noget af et chok, da de i weekenden sad og hyggede på terrassen. For pludselig dukkede en rasende odder op i haven og var klar til at gå til angreb.
Ifølge TV Syd er det uklart, hvad der fik kræet til at ryge helt op i det røde felt. Odderen både hvæsede og viste sine skarpe tænder.
Gal i skralden
- Det var tydeligt, at den var gal i skralden på mig, og jeg stod altså med et barn på 4 uger på armen, fortæller en chokeret Jonathan Refsgaard til TV SYD.
Familien flygtede ind i huset. Men det fik blot den hidsige krabat til at angribe glasdøren. Herefter dampede odderen af igen.
Mange fisk
Normalt er oddere meget sky dyr, der helst undgår kontakt med mennesker. Naturvejleder Benny Lind Jensen siger til TV Syd:
- Det er utroligt usædvanligt, at det der sker. Et enestående tilfælde. Lige nu er der masser af fisk i vandløbene, så den har slet ikke behov for at komme op for at finde mad.