Ét sted i Danmark kommer solen for alvor frem

Men søndagens vejr bliver dog stadig en blæsende omgang

Offentliggjort

Søndag bliver igen en blæsende dag - men dog ikke helt lige så blæsende som lørdag.

Det fortæller vagtchef ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, Mette Wagner, søndag morgen til Nyheder.dk.

- Søndag morgen og formiddag får vi en frisk vind til kuling fra vest og nordvest - senere mest hård vind. Der kan søndag formiddag stadig være vindstød op til stormstyrke, men de voldsomme vindstød forsvinder stille og roligt som vinden aftager en smule, lyder det fra vagtchefen.

Sol i Nordjylland

Resten af søndag bliver lidt mere rolig - og i Nordjylland bliver den faktisk ganske pæn.

Det skyldes de norske fjelde, der blokerer for skyerne.

- Bor man i Nordjylland vil man få en tør og solrig dag. Resten af landet kan få en del skyer og byger. Og der kan komme hagl, siger Mette Wagner.

Temperaturerne søndag vil ligge mellem 9 og 13 grader.

- Skal man udendørs så skal man have en jakke på. For blæsten får det til at føles endnu koldere, siger DMIs vagtchef.

Ned til frysepunktet lokalt

I aften og i nat klart vejr i Nordjylland  og mod øst.

Temperaturerne vil komme ned på mellem 3 og 8 grader.

- Vi kan måske komme ned omkring frysepunktet lokalt i Nordjylland. Men i resten af landet ser det ud til, at vi ligger et stykke over frysepunktet, siger Mette Wagner.

Forholdsvist okay

Kigger vi ind i den kommende uge begynder det egentlig ganske fint.

- Vi kan godt få nogen sol mandag og tirsdag. Temperaturerne vil ligge omkring de 10 grader. Så egentlig tegner de første par dage af skolernes efterårsferie ganske okay, siger Mette Wagner.

Powered by Labrador CMS