Kritik af teater på kirkegård
Normalt foregår teaterstykker på de skrå brædder.
Men i Odense bliver stykket »Kirkegården« opført i ganske naturtro omgivelser på Assistens Kirkegård, og det har vakt debat i byen, skriver Kristeligt Dagblad.
Samfundsdebattør og præst Sørine Gotfredsen kritiserer, at man inddrager et af de få rum i samfundet, hvor man i dag ikke bliver forstyrret.
»Kirkegården bør være et sted, hvor man er stensikker på, at der er fred. Et sted, der er ukrænkeligt og friholdt for menneskers mange påfund,« siger hun til Kristeligt Dagblad.
Den udlægning er Det Skrå Teater, der opfører forestillingen sammen med Odense Teater, uenig i.
»Det kan godt være, at vi kommer til at gå over stregen. Alligevel skal vi turde være derude som kunstnere og turde at tage debatten. Vi provokerer ikke bare for at provokere, men fordi vores forestilling har noget på hjerte – nemlig at tage døden, sorgen og kirkegårdens rammer alvorligt,« forklarer Jeppe Sand, der er kunstnerisk leder på Det Skrå Teater.
Kritikken af forestillingen har også raset i Fyens Stiftstidende, efter teateret indrykkede en annonce for forestillingen sammen med de almindelige dødsannoncer, skriver Kristeligt Dagblad. Det fik flere læsere til at fare i blækhuset og indsende læserbreve, hvori de udtrykte deres utilfredshed.