Endnu et område lukker

Skelund Sogn i Mariagerfjord Kommune i Nordjylland bliver ramt af nedlukning efter smittestigning

Skelund Sogn er endt i automatisk nedlukning grundet høj smittespredning
Skelund Sogn er endt i automatisk nedlukning grundet høj smittespredning
Offentliggjort Sidst opdateret

Det lille sogn Skelund i Mariagerfjord Kommune har overskredet myndighedernes smittegrænse og bliver ramt af automatisk nedlukning fra mandag.

Nedlukningen rammer en række sportsklubber og foreninger, oplyser Mariagerfjord Kommune på sin hjemmeside.

Det gælder blandt andet en tennisklub og badmintonklub.

Lukker kultur

Hos kommunen siger Flemming Bækby Nielsen, der er chef for sundhedsberedskabet, at nedlukningen er et tegn på, at corona ikke er overstået.

- Vi må desværre lukke kultur- og foreningsaktiviteterne midlertidigt ned for at inddæmme smitten, da alle smittetallene ligger over de grænser, som sundhedsmyndighederne har fastsat.

Opfordrer forældre

- Det er naturligvis ærgerligt for alle, da det lokale kultur- og foreningsliv netop var kommet op i omdrejninger her efter sommerferien, siger han i en pressemeddelelse.

Der bor 1066 indbyggere i Skelund Sogn. 

Dagpleje, vuggestuer og børnehaver har fortsat åbent, men forældre opfordres til at holde deres børn hjemme, hvis det er muligt.

Høj incidens 

Et sogn bliver ramt af nedlukning, hvis det på en uge har en incidens - smittede per 100.000 indbyggere - over 1000, flere end 20 smittede og en positivprocent på over tre.

Her har Skelund den seneste uge haft en incidens på 2062, 22 smittetilfælde og en positivprocent på 9,6. Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Mindre praktisk betydning

Ud over Skelund Sogn er Astrup Sogn tæt på Aarhus også ramt af nedlukning.

Det har dog ikke fået den store praktiske betydning, da der ikke er skoler eller fritids- og kulturtilbud i sognet, oplyste Aarhus Kommune lørdag til TV 2.

Også i Astrup bliver forældre opfordret til at lade deres børn, der går i daginstitution, blive hjemme, hvis det er muligt.

Hold virusset væk

Sådan undgår du at blive smittet med coronavirus Covid-19:

– Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit.

– Brug mundbind

– Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder.

– Begræns den fysiske kontakt, og undgå håndtryk, kindkys og kram.

– Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.

– Hvis du er ældre eller kronisk syg, så hold afstand, og bed andre tage hensyn.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

Powered by Labrador CMS