Endnu en virus spreder sig i Danmark

Der er fundet 112 tilfælde af RS-virus, der ellers normalt rammer især de mindste børn i vintermånederne

Vask hænderne, lyder rådet. Foto: Maskot/Ritzau Scanpix
Vask hænderne, lyder rådet. Foto: Maskot/Ritzau Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Der er en usædvanlig høj forekomst af RS-virus i Danmark i øjeblikket.

Det oplyser Statens Serum Institut (SSI) i et nyhedsbrev fredag.

I løbet af de seneste syv uger er der bekræftet 112 tilfælde af virusset, og det er opsigtsvækkende, da det ellers er en virus, som ses mest om vinteren.

Det fortæller Ramona Trebbien, der er afsnitsleder ved SSI.

- Normalt ser vi ikke RS-virus om sommeren på denne her måde. De små børn kan blive ret alvorligt ramt, så man skal være opmærksom på, hvis man ser de små babyer med luftvejssymptomer, at det kan være RS-virus, siger hun.

Kan være alvorligt

Symptomerne på virusset starter sædvanligvis som en klassisk luftvejsinfektion. Næsen begynder at løbe, man får feber, og så udvikler det sig og går længere ned i lungerne, som kan gøre det svært for små børn at trække vejret.

- De får hoste og får mere og mere svært ved at trække vejret.

- Når de har den svære vejrtrækning, og de hvæser - det er meget typisk, at de hvæser, når de trækker vejret - og får svært ved at få nok ilt, så begynder det at være alvorligt, og man skal tage kontakt til lægen, siger Ramona Trebbien.

Få dør

Voksne bliver sjældent særligt hårdt ramt af virusset. Det skyldes fysiske forhold, da luftvejene er større hos voksne og store børn.

- De bliver ikke ramt lige så hårdt som de helt små babyer, som har nogle meget små lunger, siger afdelingslederen.

Ifølge hende er det "en lille procentdel" af de smittede, der ender med at komme på hospitalet på grund af sygdommen. Endnu færre dør af RS-virus.

RS-virus

Børn under 6 måneder er særligt udsatte for RS-virus. Mens raske voksne blot bliver forkølede, kan spædbørn blive meget påvirkede af RS-virus. Sådan holder du øje med det lille barn, som er forkølet:

Vejrtrækningen: Trækker barnet vejret hurtigere end normalt? Bruger barnet musklerne på halsen og maven, når det trækker vejret. Det er tegn på anstrengt vejrtrækning.

Væskemangel: Kan barnet die normalt/drikker det normalt? Er der våde bleer som normalt?

Almentilstanden: Virker barnet sløvt, blegt? Vil det spise og lege som normalt?

Hvis der er tvivl eller problemer med et eller flere af ovenstående spørgsmål, bør du kontakte egen læge eller vagtlæge.

Kilde: Netdoktor.dk

Høj forekomst

Seruminstituttet oplyser ifølge afdelingslederen om virusset for at gøre især læger opmærksomme på, at det er i omløb.

Man kan forebygge smitte med virusset ved at følge flere af de råd, som har været gældende under coronapandemien, om god håndhygiejne og hyppig afspritning.

På en normal sommer bliver der ifølge Ramona Trebbien bekræftet omkring en håndfuld tilfælde af virusset i Danmark. Derfor er forekomsten nu meget høj i den sammenhæng.

Det er dog ikke højt i forhold til en typisk vintersæson, hvor der kan være nogle tusinde tilfælde i løbet af hele vinterperioden.

Powered by Labrador CMS