Else Marie er død
Den meget omtalte Else Marie Larsen fra TV2 Dokumentaren 'Plejehjemmene bag facaden', er nu død
Else Marie Larsen fra dokumentaren 'Plejehjemmene bag facaden' afgik mandag aften ved døden. Hun blev 92 år.
Det oplyser familien til TV2, der lavede dokumentaren.
Dokumentaren viste, hvordan den ældre kvinde blev udsat for en rystende behandling af plejepersonalet på Plejehjemmet Kongsgården i Aarhus.
- Vi er naturligvis triste over at have mistet min farmor. Men vi er samtidig stolte over, at Else med hendes medvirken i TV 2-udsendelsen var med til at sætte en kæmpe dagsorden for, hvordan vi behandler ældre og udsatte borgere på de danske plejehjem, siger Charlotte Ahm, der er Else Marie Larsens barnebarn.
Ifølge barnebarnet døde hendes farmor efter at have været hårdt ramt af influenza den seneste uge, skriver TV2.
Vakte stor harme
Dokumentaren førte også til, at 13 ansatte på plejehjemmet Kongsgården kaldt til tjenstlig samtale, og flere blev fyret.
Afsløringerne i dokumentaren vakte stor harme blandt befolkningen og ikke mindst landets politikere, der krævede øjeblikkelig handling.
På finansloven for 2021 blev der afsat fem milliarder kroner til velfærd, herunder et løft af ældreplejen.