Elsælgere snyder folk til at skifte selskab
Mere end 1.100 klager er det seneste halvandet år sendt til Forbrugerombudsmanden
Citathistorie: Jyllands-Posten
Elsælgere narrer borgerne til at skifte selskab.
Forbrugerombudsmanden har modtager mere end 1.100 klager.
Man bør overveje at ændre lovgivningen, så systematiske og meget grove overtrædelser af markedsføringsloven kan medføre fængselsstraf, mener Forbrugerombudsmanden.
Over 1.100 klager
Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen har i løbet af godt halvandet år har fået flere end 1.100 klager over elsælgere, der ringer op og narrer folk til at skifte selskab.
Med udgangspunkt i de mange klager konkluderer forbrugerombudsmanden, at det at blive politianmeldt for overtrædelser af markedsføringsloven ikke altid har den ønskede effekt.
- Tilsynet og de sanktioner, der er ved overtrædelse af markedsføringsloven, bygger på, at der en vilje til at overholde loven. Når den vilje ikke er til stede, bør man overveje, om sanktionerne ved systematiske og meget grove overtrædelser af de forbrugerbeskyttende regler er tilstrækkelige, eller om der er behov for at indføre for eksempel en kort fængselsstraf, som man ser det i anden speciallovgivning, siger hun til Jyllands-Posten.
De etablerede selskaber har fået nok af den urimelige konkurrence fra selskaber, som stjæler deres kunder med uetiske markedsføringstricks.
- Det er stort problem, at der er selskaber, som ikke opererer inden for reglerne, for det sætter et skår i tilliden til branchen. Hos vores medlemmer fylder det rigtig meget. Så vi arbejder på, hvordan vi kommer det til livs. Et bud kan være flere ressourcer til Forbrugerombudsmanden og skrappere krav til personer, der vil handle med el, siger markedsdirektør Kamilla Thingvad fra brancheforeningen Dansk Energi.
Undersøger yderligere sanktioner
Erhvervsministeriet oplyser til Jyllands-Posten, at man vil igangsætte et arbejde, der undersøger muligheden for at indføre yderligere sanktionsmuligheder for grove og systematiske overtrædelser af markedsføringslovens vildledningsbestemmelser.