Elefanten Bibi død i Zoo
Måtte aflives, da den var syg
Onsdag måtte Aalborg Zoo aflive elefanten Bibi.
Bibi, der var den ene af Aalborg Zoo's tre hun-elefanter, led af svækket helbred efter en langvarig behandling med binyrebarkhormon.
Det skriver Aalborg Zoo i en pressemeddelelse.
- Bibi har i en årrække haft perioder, hvor hun fik væskeansamlinger, såkaldte ødemer, under bugen. Uden behandling ville ødemerne være livstruende. Efter flere og grundige undersøgelser og med bistand fra udenlandske elefanteksperter kom Bibi derfor i behandling med binyrebarkhormon, og sammen med kosttilskud, regelmæssige bade og ekstra hudpleje har det forhindret, at hun udviklede ødemer, forklarer Anette Sofie Warncke Nutzhorn, der er zoolog i Aalborg Zoo og fortsætter:
- Men desværre har binyrebarkhormon en række bivirkninger, der efterhånden plagede Bibi i en sådan grad, at vi besluttede, at tiden for aflivning var kommet.
Beslutningen om at aflive Bibi blev truffet i samråd med avlskoordinatoren for afrikansk elefant i EAZA - European Association of Zoos and Aquaria, som Aalborg Zoo er medlem af.