Efterslæb på 20.000 operationer
Tallet vil kun stige i løbet af foråret, lyder vurderingen
Citathistorie: TV2 Østjylland
Når 2021 bliver til 2022, så vil i tusindvis af patienter fortsat befinde sig i den kasse, der hedder 'udskudte operationer'.
Og på trods af, at målet er at bringe puklen ned, så vil der kun komme flere til.
Helt konkret forventer Region Midtjylland, at efterslæbet med planlagte operationer ved årsskiftet vil være mellem cirka 19.000 og 20.000 operationer.
Det fremgår af et notat fra Region Midtjylland, skriver TV2 Østjylland.
- Det er en meget uheldig situation. Vi arbejder på at gøre det bedre. Og kan vi bare sikre, at ventelisterne ikke stiger yderligere, så er det den første forudsætning for, at vi kan bringe puklen ned igen, siger Henrik Gottlieb Hansen (S), hospitalsudvalgsformand i Region Midtjylland.
Efterslæb på over 22.000 operationer
Men det stopper ikke her. For når kalenderen siger 1. april 2022, forventes et efterslæb på mellem 22.000 og 23.000 operationer.
Det svarer, ifølge regionen, til en måneds arbejde på hospitalerne. Og Henrik Gottlieb Hansen forventer da heller ikke, at hospitalerne kan afvikle pukkel de første måneder af 2022.
Det forudsætter nemlig også, ifølge Henrik Gottlieb Hansen, at der kommer styr på corona-pandemien, og at der kommer flere personaleressourcer ud på hospitalerne. I forhold til sidstnævnte er han dog fortrøstningsfuld.
- Jeg forventer, at der bliver fundet nogle gode løsninger. Det tror jeg på, konstaterer han.
23.000 operationer om måneden
Søndag kom det frem, at Region Midtjylland er i dialog med de forskellige faggrupper via de faglige organisationer, efter der for nylig blev vedtaget en coronavinterpakke med penge fra finansloven til at fastholde og rekruttere personale. Og at man fra politisk side forventer en afklaring snart.
Der udføres gennemsnitlig cirka 23.000 planlagte operationer og endoskopier om måneden i et normalt år på Region Midtjyllands hospitaler.