Dykkers vilde fund - hvor kommer det fra
Søren Christiansen gjorde sig et usædvanligt fund, da han søndag dykkede efter skrald i Gudenåen ved Silkeborg
CITATHISTORIE: TV2 Østjylland
Ure, smykker, mønter og en hel masse sølvtøj. Det lyder umiddelbart ikke som noget, man render på i Gudenåen, men det var ikke desto mindre, hvad Søren Christiansen fandt under et dyk søndag.
Her var han egentligt hoppet i vandet som såkaldt skraldedykker med formålet at få gjort åen ren og pæn.
Det lykkedes sådan set også, men det var ikke helt almindeligt affald, han fandt.
Tyvekoster
- Det kan næsten ikke være andet end tyvekoster. Sidste år var der tre gange i træk, hvor vi fandt sådan noget. Det er ikke guld og diamanter, men mere effekter som tyvene sandsynligvis ikke har kunnet omsætte, siger Søren Christiansen til TV2 Østjylland.
- Der er tale om ting i pletsølv, kopivarer og effekter i læder, som vi ofte finder.
Han er med i en gruppe af skraldedykkere, der forsøger at gøre Gudenåen og i særdeleshed Remstrup Å ved Silkeborg fri for affald.
De dykker derfor ofte efter skrald. Søndag var Søren Christiansen dog alene afsted på sit dyk. Et dyk han kommer til at huske tilbage på.
Største fund
- Det er langt fra første gang, vi finder tyvekoster, men det her er et af de klart største fund. Det gør det hele lidt sjovt og er som en skattejagt. Når hele bunden skinner af sølv, så vågner man lige op, og det kilder i maven. Man forventer jo at finde tomme flasker.
Søren Christiansen har lagt billederne af fundene op på Facebook i flere grupper, og nogen har henvendt sig og skal forbi ham for at se, om de ejer nogle af effekterne.
Inden da runder han dog lige lokalpolitiet i Silkeborg for at se, om de vil have fundene indleveret.