Dybt bekymret over danske unge
Ny rapport fra Statens Institut for Folkesundhed viser, at unges alkoholvaner har dødelige konsekvenser
Et ungt menneske er i gennemsnit død hver måned i en tiårig periode på grund af alkohol. Det viser en rapport fra Statens Institut for Folkesundhed.
Hos Alkohol & Samfund mener man, at alt for mange dør af alkohol.
- Det er tragisk og meningsløst og bør være en øjenåbner for samfundet og politikere. Både dødsfald og ulykker som følge af alkohol kan forebygges, siger Ida Fabricius Bruun, direktør for Alkohol & Samfund, i en pressemeddelelse.
Ifølge Statens Institut for Folkesundhed er 143 unge mellem 15 og 25 år døde i perioden 2010 til og med 2019, hvor alkohol spillede en væsentlig rolle.
En ung dør om måneden
Ud over at der dør et ungt menneske hver måned, kommer omkring 140 unge på hospitalet hver måned på grund af ulykker eller alkoholforgiftning.
Det viser den seneste opgørelse fra Sundhedsdatastyrelsen.
- Vi har en tendens til at trække på skuldrene af vores unges alkoholforbrug og tænke, at de skal have lov til at slå sig løs, siger Ida Fabricius Bruun i pressemeddelelsen.
- Men unge mennesker, der dør eller kommer svært til skade, før de for alvor er kommet i gang med livet, er ikke noget at trække på skuldrene over, siger hun.
Vil have grænser sat op
Alkohol & Samfund mener, at en af løsningerne er at sætte grænsen for at købe alkohol op.
- Ifølge al viden og forskning er højere aldersgrænser et af de væsentligste redskaber til at mindske unges alkoholforbrug. En 18-årsgrænse er ikke et forbud imod, at unge drikker alkohol, siger Ida Fabricius Bruun.
- Men det vil betyde, at hvis helt unge mennesker skal drikke, så er der en voksen, der tager ansvaret for, hvornår og hvor meget, siger hun.