Dybt bekymret over dansk drikkevand

Vandværker tjekker drikkevand for det kræftfremkaldende fluorstof PFOS efter kortlægning af mulig forurening

Landets vandværker ser med bekymring på sagen om fluorstoffet PFOS, der muligvis har været anvendt på brandøvelsespladser og på industrigrunde landet over. (Arkivfoto).
Landets vandværker ser med bekymring på sagen om fluorstoffet PFOS, der muligvis har været anvendt på brandøvelsespladser og på industrigrunde landet over. (Arkivfoto).
Offentliggjort Sidst opdateret

Landets vandværker arbejder på højtryk med at tjekke drikkevandet for muligt indhold af det sundhedsskadelige fluorstof PFOS.

Det er meldingen fra direktør Susan Münster fra organisationen Danske Vandværker.

- Vi har ikke det endelige overblik endnu. Lige nu er vi i gang med at få undersøgt, hvor der er problemer, siger hun.

Jagten på PFOS og andre lignende fluorstoffer er gået ind, efter at Danske Regioner og Forsvaret har kortlagt 188 steder i landet, hvor der er eller har været brandøvelsespladser.

Her kan der være brugt brandskum med indhold af det sundhedsskadelige stof.

Større problem

Men problemet er tilsyneladende langt større.

Fredag har Danske Regioner oplyst, at der på 900 industrigrunde er påvist et eller flere stoffer fra PFAS-gruppen.

Hver tredje af lokaliteterne overskrider indholdet af PFAS-stoffer i grundvandet med en faktor 10.

Der er behov for flere midler til en nærmere undersøgelse og eventuel oprensning, vurderer regionerne på den baggrund.

Bekymret over sagen

Vandværkernes direktør ser med stor alvor på sagen.

- Jeg synes, der er grund til at være bekymret. Det er noget, man skal tage rigtig alvorligt, specielt fordi det (PFOS, red.) er identificeret som potentielt kræftfremkaldende.

- Og når man nu kortlægger yderligere 900 grunde, der kan være forurenet med PFAS-stoffer, stiger risikoen jo for, at der kan være drikkevandsområder imellem, siger hun.

Tidligere på sommeren blev barren sænket for, hvor høje værdier af PFAS-stoffer, der må findes i drikkevand.

- Nogle steder finder man det under grænseværdierne, andre steder over grænseværdierne, og nogle steder har man ikke analyseret for det endnu, siger Susan Münster.

Skal løses

De vandværker, der finder værdier over grænseværdierne, har flere muligheder:

- Der, hvor man finder det over grænseværdierne, skal man enten lave en ny boring, få vand fra nabovandværket eller rense vandet. Det er noget, det enkelte vandværk og den pågældende kommune beslutter.

Det er en ressourcekrævende, men bunden opgave, lyder det fra direktøren.

- Vi finder flere og flere stoffer, efterhånden som tiden går. Man er bedre til at måle for indholdsstoffer, og så finder man også mere.

- Hvis der findes uønskede stoffer over grænseværdierne, som ifølge sundhedsmyndighederne er sundhedsskadelige, er vi nødt til at gøre noget.

- Vi kan ikke leve med at have stoffer i drikkevandet, der kan gøre folk syge, siger direktøren.

1784 vandværker er medlemmer af Danske Vandværker.

Hvad er PFOS?

* PFOS er et fluorstof, der har været anvendt i brandslukningsskum.

* Stoffet har ikke måttet anvendes i skum siden 2011.

* PFOS anses for at være kræftfremkaldende. Det påvirker reproduktionen og er akut giftigt.

* Stoffet forsvinder ikke særligt nemt i naturen, men ophobes gennem fødekæden.

Kilde: Miljøstyrelsen, Slagelse Kommune, Jyllands-Posten.
Powered by Labrador CMS