Dybt bekymret for dansk drikkevand
Fem store vandselskaber har gjort Miljøministeriet opmærksom på, at der er rester af sprøjtegifte i mellem 50 og 90 procent af drikkevandet i de store byområder
Citathistorie: Jyllands-Posten.
I de store byområder finder man nu så mange rester af sprøjtegifte, at der er bekymring for, om man i fremtiden kan skaffe tilstrækkeligt med drikkevand, der overholder grænseværdierne.
Det skriver Jyllands-Posten.
For godt tre måneder siden skrev fem af de største vandselskaber sammen med DTU et brev til Miljøministeriet, hvor man bl.a. oplyste, at "hos de største forsyninger, f.eks. Hofor, Novafos og Vandcenter Syd, indeholder 50-90 procent af det drikkevand, der leveres til forbrugerne, spor af pesticider". Hofor og Novafos leverer vand til hovedstadsområdet, mens Vandcenter Syd leverer til Odense-området.
Stigende problem
Samtidig viser et udtræk fra den statslige database over vandprøver fra hele landet, som Danmarks Naturfredningsforening har fået lavet, at andelen af aktive drikkevandsboringer med indhold af sprøjtegifte på fire år er gået fra at udgøre 25 procent til over 50 procent.
Hos Novafos er vicedirektør og vandchef Bo Lindhardt bekymret:
- Vi er presset og meget sårbare og kan blive nødt til at lukke boringer eller hele vandværker. Men vi kan ikke bare bore ned et nyt sted og pumpe rent vand op, fordi vi finder giftrester overalt. Vi ser ind i en verden, hvor vi langt hen ad vejen må til at rense vandet.
Miljøminister Lea Wermelin mener, at det store antal fund af giftrester er bekymrende:
"Det viser med al tydelighed, at der er behov for at styrke kontrollen og beskyttelsen af vores drikkevand," udtaler hun i et skriftligt svar til Jyllands-Posten.