Du sparer helt forkert på strømmen
Selvom mulighederne for at lave energiforbedringer er begrænsede for danskere, der bor i lejeboliger, så er der stadig penge at hente ved at spare på strømmen. Men en ny undersøgelse afslører, at lejerne ofte sætter ind de forkerte steder
Det seneste år har de høje energipriser fået mange danskere til at sætte ind i hjemmet med tiltag, der sparer på strømmen og dermed pengepungen.
Men for mere end en million danskere, der i dag bor i lejeboliger, kan det være mere vanskeligt at få sparet.
Det skriver Gjensidige Forsikring i en pressemeddelelse.
Begrænsede muligheder
Danskere i lejeboliger er nemlig ofte begrænset af ikke at kunnet lave fysiske energioptimeringer i hjemmet, og de er i stedet nødt til at fokusere på tiltag, der har kunne minimere udgifterne til strøm og varme.
Det er dog ikke altid de rigtige steder, der bliver sparet.
I en ny undersøgelse lavet af Kantar Gallup for Gjensidige og NRGi svarer tre ud af fire danskere, at de har fokus på at skrue ned for lyset, mens hver anden peger på et lavere varmeforbrug, som deres primære energibesparende tiltag.
Men ifølge Bo Halm Andersen, der er energikonsulent hos NRGi, så er det andre steder i hjemmet, man bør kigge efter de største besparelser.
Kommer fra underholdning
- I takt med at de fleste danskere får LED-pærer, som bruger fire-fem gange mindre strøm end halogenpærer, er der mindre at hente ved at holde lyset slukket sammenlignet med at begrænse brugen af hårde hvidevarer eller skrue ned for brugen af elektronik. I dag kommer tæt på en femtedel af elforbruget fra underholdning i hjemmet, siger han.
I undersøgelsen svarer blot én ud af ti, at de ser mindre TV eller bruger mindre tid på gaming, mens hver fjerde har fokus på ikke at bruge deres tørretumblere.
Pas på med tiltag
Hvis man fokuserer sine strømbesparelser på de forkerte områder, kan det faktisk ende med at gøre pengepungen mere ondt end godt. Det forklarer Henrik Sagild, der er skadedirektør i Gjensidige.
- Selvom det kan virke fornuftigt at skrue ned på varmen som et af de første sparetiltag, så skal man samtidig passe på, at man ikke kommer så langt ned i temperatur i lejlighedens rum, at der eksempelvis kan udvikle sig skimmel. Derfor er anbefalingen også, at man sætter sig ind i hvilke sparetiltag, der rent faktisk er de mest effektive, så man får mest muligt ud af sin indsats, siger han.