Du kan tjene penge på el i dag
Mellem klokken 13 og 15 vil prisen på el i den vestlige del af Danmark være minus 97 øre per kilowatt-time
Søndag vil elpriserne i Danmark være så lave, at forbrugerne i teorien kan tjene penge på at lade bilen op.
I tidsrummet 13-15 vil den vestlige del af landet opleve, at elprisen rammer minus 97 øre per kilowatt-time.
Det fremgår af tal fra elbørsen Nord Pool.
Den grønne energi
Ifølge Kristian Rune Poulsen, der er energianalytiker hos brancheorganisationen Green Power Denmark, er det den grønne energi, som giver udsving lige nu.
- Al den grønne energi, som kommer ud på elmarkedet fra solceller og vindmøller, kæmper om at underbyde hinanden og få lov til at sende strøm ud på elnettet.
- Det er noget, vi som forbrugere kan udnytte søndag, siger han.
- Priser omkring nul
Og hvis vejret forbliver godt, er lave elpriser noget, som forbrugerne godt kan vænne sig til hen over sommeren, vurderer han.
- Elmarkedet kommer til at regulere sig løbende, så det er ikke sikkert, at vi kommer til at se negative elpriser i længere perioder.
- Men jeg vil gerne love, at der i mange tilfælde vil være priser omkring nul, lyder det.
Daglig auktion
Prisen på elmarkedet bestemmes ved en daglig auktion, hvor produktion af el og det forventede forbrug bliver meldt ind til elbørsen.
På den måde er udbud og efterspørgsel med til at fastsætte prisen den enkelte dag.
Hvis produktionen er langt højere end det forventede forbrug, vil producenterne underbyde hinanden. Dermed kan man i sjældne tilfælde opleve, at prisen ender i minus.
Energikrise
Ifølge Green Power Denmark er søndagens prisniveau kun set lavere en enkelt gang i Danmarkshistorien. Det var i 2012.
De negative priser kommer, efter at der i løbet af sidste år udbrød en regulær energikrise, hvor elpriserne nåede historisk høje niveauer.
Fremadrettet vil medicinen mod energikrisen fortsat være udbredelsen af mere vedvarende energi, siger analytikeren.
Minus syv øre
- Det er noget, som vil være med til at forhindre de ekstremt høje priser, vi så sidste sommer.
Mellem klokken 10 og 18 vil også forbrugere i Østdanmark opleve negative elpriser - dog i noget mindre grad.
I tidsrummet 11-15 vil prisen - når den er billigst - være minus syv øre per kilowatt-time.