Dronningen, Dickow og en tur i Salling

Så er byen klar til at tage mod majestæten

Offentliggjort Sidst opdateret

Dronning Margrethe skal både en tur i Salling, forbi Gellerupparken og høre Tina Dickow, når hun 3. og 4. juni kommer til Aarhus.

Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse. 

Det er i forbindelse med årets sommertogt, majestæten lægger ruten forbi den jyske hovedstad. 

Efter dronningen er ankommet med Kongeskibet Dannebrog fredag den 3. juni klokken 10.00 og er blevet modtaget af blandt andre borgmester Jacob Bundsgaard, fortsætter fredagens program med en karettur gennem Aarhus midtby, heriblandt Strøget.

Dannebrog kan i år fejre 90 års jubilæum.

Dronning Margrethe skal blandt andet til koncert, hvor en af de optrædende er Tina Dickow.
Dronning Margrethe skal blandt andet til koncert, hvor en af de optrædende er Tina Dickow.

Toner frem på balkonen

Karetturen begynder klokken 10.30, og kareten eskorteres af Gardehusarregimentets Hesteskadron.

- Jeg håber på, at rigtigt mange aarhusianere og byens gæster vil stå langs karetruten, foran rådhuset eller et af de andre steder, hvor man kan fejre dronningen, siger borgmester Jacob Bundsgaard.

Fredagens karet-rute
Fredagens karet-rute

Når dronningen ankommer til rådhuset klokken 10.45, kan de fremmødte se majestæten på balkonen.

Besøg i byparken og folkefest i Mindeparken

Lørdag formiddag kigger dronningen forbi midtbyen. Her skal hun forbi en boghandel, en skobutik og se Sallings nye roof-garden.

Derudover byder formiddagsprogrammet blandt andet på et besøg i Gellerup. 

Klokken 11.30 besøger Dronningen byparken og kan se frem til at hilse på Bydelsmødre, som fortæller om deres arbejde under corona-pandemien.

Folkefest i mindeparken

Dronningen køres klokken 13.00 i karet fra Tangkrogen ud til Mindeparken, hvor der venter en kæmpe folkefest med koncerter, madboder og zoner med forskellige temaer. 

Folkefesten er gratis at deltage i og begynder allerede klokken 12.00, og slutter klokken 17.00.

Også lørdag kører dronningen gennem byen
Også lørdag kører dronningen gennem byen

Mindeparken vil på dagen være opdelt i forskellige zoner, der giver eksempler på byens unge talenter. 
Festen i Mindeparken slutter med en koncertoplevelse med Teitur feat. Tina Dickow & Andrea Pellegrini.

Tilbage på skibet

Ved afsejling om aftenen klokken 21.30 vil der desuden være et offentligt arrangement på havneområdet, hvor de fremmødte kan vinke og flage Kongeskibet Dannebrog på vej.

Hele programmet for Dronningens sommertogt i Aarhus, inkl. tider for de enkelte besøg, kan ses på: www.aarhusfejrerdronningen.dk.

Powered by Labrador CMS