Dræbte fem med bue og pil

Anklagere vil have drabstiltalt idømt psykiatrisk behandling. Han er tiltalt for fem drab og 11 drabsforsøg

Offentliggjort Sidst opdateret

Tiltalen mod den 38-årige Espen Andersen Bråthen, der 13. oktober angreb sine ofre med bue, pil og stikvåben i den lille norske by Kongsberg, er nu klar.

Det er anklagemyndighedens opfattelse, at Bråthen var utilregnelig i gerningsøjeblikket på grund af sindssygdom.

Tvunget behandling

Anklagemyndigheden vil have Bråthen idømt tvungen psykiatrisk behandling, hvis han kendes skyldig, skriver Statsadvokaten for Vestfold, Telemark og Buskerud i en pressemeddelelse fredag.

Der er ikke fundet grundlag for at rejse tiltale efter terrorbestemmelsen.

Borgere i Kongsberg i det sydlige Norge lagde blomster og satte lys, efter at en mand dræbte fem og sårede 13. Han angreb sine ofre med bue og pil 13. oktober om eftermiddagen.
Borgere i Kongsberg i det sydlige Norge lagde blomster og satte lys, efter at en mand dræbte fem og sårede 13. Han angreb sine ofre med bue og pil 13. oktober om eftermiddagen.

Bråthen er tiltalt for fem drab, 11 drabsforsøg og 13 tilfælde af grove trusler. 

Han er derudover tiltalt for flere forhold - blandt andet at have kastet en kniv efter tre politibetjente.

- Anklagemyndigheden er af den opfattelse, at tiltalte på gerningstidspunktet var utilregnelig på grund af "stærk afvigende sindstilstand". På den baggrund bliver der nedlagt påstand om overførsel til tvungen psykiatrisk behandling, skriver Statsadvokaten.

Anholdt efter kort tid

Bråthen var bevæbnet med bue, pil og stikvåben under angrebet. Flere af drabene skete indendørs - hjemme hos ofrene.

Han blev anholdt, over en halv time efter at angrebene startede inde i dagligvarebutikken Extra i den lille by. Ifølge tiltalen skete alle drabene inden for en tidsramme på omtrent 20 minutter.

Politiet på gerningsstedet
Politiet på gerningsstedet

Ofrene er fire kvinder og en mand, der alle var mellem 50 og 70 år.

Politiet har tidligere været bekymret for radikalisering.

Han er konverteret til islam, har dansk mor, norsk far og er opvokset i Norge.

Hørte politiet skrige

Den 24-årige Sarkis Younan, som er student i Kongsberg, bor 20 meter fra Coop-butikken, hvor de dramatiske scener udspillede sig onsdag aften.

- Jeg sad og så "Squid Game", da jeg pludselig så og hørte sirener. Jeg troede, at det var i tv-serien, sagde Younan dengang til dagbladet VG.

- Pludselig hørte jeg politiet skrige som ind i helvede: " Læg våbnet ned".

Varetægtsfængslet

Siden angrebet i oktober har Bråthen været tvangsindlagt på en lukket psykiatrisk afdeling.

Tre retspsykiatriske sagkyndige, som har vurderet ham, har konkluderet, at han var i en stærkt afvigende sindstilstand den aften. Det betyder, at han sandsynligvis var utilregnelig og dermed ikke kan straffes.

Sagen kommer for Buskerus tingrett i Hokksund 18. maj. Der er afsat en lille måned til behandling af den.

Bråthens forsvarer, Fredrik Neumann, vil ikke kommentere, hvordan han stiller sig til tiltalen.

Film udskudt

I forbindelse med angrebet blev premieren på den danske film "Vildmænd" udskudt tre måneder.

I filmen, der skulle have haft premiere i biograferne i november, er den danske familiefar Martin skredet fra det hele og taget op til Norge for at bo i naturen og jage sin egen føde med bue og pil.

Filmplakaten viser blandt andet Rasmus Bjerg i en norsk butik med bue og pil.

Powered by Labrador CMS