Dræbt i sammenstød med lægeambulance
En person er nu afgået ved døden efter en meget alvorlig ulykke
En 63-årig mandlig fører af en personbil er torsdag eftermiddag blevet dræbt på stedet i sammenstødet med en lægeambulance under udrykning.
Den 63-årige fører af personbilen var alene i køretøjet og blev altså erklæret død på stedet.
Det skriver Sydjyllands Politi på Twitter:
En bilinspektør er sidst på eftermiddagen stadig i gang med sine undersøgelser, og det vides ikke med sikkerhed, hvad der er sket.
Men de foreløbige undersøgelser tyder på, at ulykken skete, da den 63-årige ville svinge til venstre ad en lille vej mod Årre.
- I den forbindelse er hans bil tilsyneladende blevet ramt af lægeambulancen, der kom bagfra med udrykning, fortæller politiets vagtchef Erik Lindholdt.
Akut førstehjælp
Personerne i lægeambulancen er bragt til undersøgelse på akutmodtagelsen i Esbjerg. Umiddelbart tyder det ikke på, at de har fået alvorlige fysiske skader.
- De ydede akut førstehjælp til den 63-årige efter ulykken. Men de er selvfølgelig mentalt meget påvirkede af ulykken, og det bliver der taget hånd om, siger vagtchefen.
Den 63-årige var alene i bilen, da ulykken skete. Hans pårørende er underrettet.
Ulykken skete på Rute 30 (Tingvejen) ud for Årre ved Varde.
Kørebanen er spærret i begge retninger mellem Trehøjevej og Eskærdalsvej.
Ifølge Vejdirektoratet er den nærmere beskrivelse Rute 30 Tingvejen, Esbjerg - Billund mellem frakørsel mod Gunderup og Årre.
Vejen forventes genåbnet sidst på aftenen.