DR lukker populær kanal
Det er slut med populær kanal på DR
Danmarks radio lukker nu helt ned for den populære ungdomskanal DR3.
DR vil 'tilpasse sig udviklingen' ved at samle P3’s og DR3’s kræfter, og viderefører ungetilbuddet under et nyt, stærkt og mere sammenhængende P3, skriver Danmarks Radio i en pressemeddelelse.
Opgaven, DR3 har haft med at levere tv-indhold, er fortsat en 'vigtig hjørnesten' i det nye P3-tilbud.
Men for at skabe en højere grad af genkendelighed blandt utallige andre tilbud, samles ungeindholdet under ét navn i stedet for to, skriver DR i pressemeddelelsen.
Kæmpe øvelse
Dermed vil brugerne fremover møde det nye, limegrønne P3-logo - uanset om man streamer på DRTV, er på dr.dk, lytter til podcast og radio eller scroller i feedet på telefonen.
Indholdet vil rette sig mod danske unge mellem 15-31 år og centreres om Aktualitet, musik, humor og ungeliv.
- Det er en kæmpe øvelse at samle to så store og succesfulde brands. Vi vælger at videreføre P3-navnet, som i forvejen er stærkt og favner bredt, men indholds- og genremæssigt kommer det med tiden til at få et nyt udtryk.
- Det her er kun startskuddet, og derfor vil det også tage et stykke tid, før den fulde karakter af det nye P3 afspejler sig i det indhold, der når ud til brugerne, siger Ledende redaktionschef i DR Ung Malene Birkebæk.